Bød velkommen på hollandsk

Samsøs borgmester, Marcel Meijer, stod i spidsen for royal velkomst

02:35

1 af 2

Efter at have modtaget folkets hyldest, var det borgmester Marcel Meijer, der her til formiddag fik æren af at byde det danske kronprinspar og det hollandske kongepar velkommen til Samsø.

Det skete ikke bare på dansk og engelsk, som det ellers ville være nærliggende, men også på hollandsk.

Se også: Så er de ankommet

Marcel Meijer er nemlig født i Holland og kunne derfor mestre gæsternes eget sprog.

- Ik ben de burgemeester op het eiland, lød det fra borgmesteren, som oversat til dansk betyder 'jeg er borgmester på øen'.

Derefter slog han over i dansk og til sidst engelsk. Her udtrykte han sin glæde og stolthed over, at netop Samsø var et af målene for det hollandske kongepars tre-dages besøg i Danmark:

- Jeres kongelige højheder (kronprinsparret, red.). Vi er meget beærede over, at I har valgt at følge det nederlandske kongepar til øen, sagde han og tilføjede

- Vi glæder os meget til at vise øen fra dens bedste side.

Under besøget på Samsø skal kronprins Frederik, kronprinsesse Mary, kong Willem-Alexander og dronning Maxima besøge Samsø Efterskole, Ballen-Brundby Fjernvarme og Energiakademiet.

Se også: Varmeværk får kongeligt besøg

Netop på energiområdet har Samsø skilt sig ved at tænke i anderledes løsninger som for eksempel at få varme fra et halmværk:

- Vi har formået at skabe et udstillingsvindue for verden omkring os. Særligt inden for bæredygtig udvikling og vedvarende energi, fortalte Marcel Meijer i sin tale.

Du kan se alle borgmesterens tre taler på både hollandsk, dansk og engelsk i videoen øverst i artiklen.