Asylcenter på Samsø lukker
Asylcenteret Center Samsø bliver lukket af Udlændingestyrelsen
Det er slut med asylcenteret Center Samsø. Udlændingestyrelsen har besluttet at lukke centeret, da der ikke har været det behov for centerkapacitet, som styrelsen forventede.
Det skriver Røde Kors, som drev centeret i samarbejde med Samsø Kommune, i en pressemeddelelse.
- Det er altid trist, når et center lukker. Samsingerne har været ekstraordinært gode naboer, og frivillige har brugt rigtig mange timer med asylansøgerne både inden og uden for centret. Det er vi dybt taknemmelige og glade for. Asylansøgerne har haft en god tid på Samsø, også takket være de dedikerede medarbejdere, siger asylchef i Røde Kors Anne la Cour i en pressemeddelelse.
Beboerne flytter ud af centeret i løbet af september, og medarbejderne opsiges individuelt.
Den endelige lukning af centeret bliver den 30. november.