Arbejde på færge til ud på natten
Det var et større projekt at få broklappen fri af MF Samsø
Onsdag aften kolliderede M/F Samsø med reservelejet til Ane Læsø, og det forårsagede, at hele færgeklappen hang fast.
Og det var en stor opgave for Redningsberedskabet på Samsø at få klappen fri.
Først klokken 02.30 natten til torsdag og med hjælp fra dele af besætningen lykkedes det at få klappen fri, oplyser vagthavende indsatsleder Søren Peter Kjeldahl til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Det var virkelig en opgave at få det løst. Det var en af de helt store opgaver, det må jeg sige, siger Søren Peter Kjeldahl til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Han fortæller, at de kraner, som Beredskabet på Samsø havde til rådighed, ikke var store nok til at løfte færgen fri af broklappen.
- Vi måtte simpelthen skære jernet væk inde fra skibet. Til sidst fandt vi en stålwire, og så kunne vi nærmest vride skibet løs, forklarer Søren Peter Kjeldahl.
Der var ingen tilskadekomne ved kollisionen, og med det in mente mener Søren Peter Kjeldahl også, at opgaven faktisk var ganske interessant.
- Ja, det var en af de mere interessante opgaver. Vi er jo vant til at klare os selv her på Samsø, siger Søren Peter Kjeldahl.