Aflyser færge på grund af kraftig vind
Samsø Rederi tager sine forholdsregler grundet vejrprognoser
Fire tidlige afgange med færgen 'Prinsesse Isabella' er søndag morgen aflyst på grund af vejrforhold.
Det oplyser Samsø Rederi, som står for færgefarten mellem Sælvig på Samsø og Hou.
Det drejer sig om afgangene fra Samsø søndag klokken 8.15 og 10.45 og fra Hou klokken 9.30 og 12.00. Alle er aflyste.
Beslutningen om aflysningerne blev truffet lørdag eftermiddag efter en vurdering fra færgens kaptajn, fortæller direktør for Samsø Rederi Carsten Kruse til tv2oj.dk:
- Kaptajnerne har holdt øje med situationen siden fredag. De har kunne se, at vejrsystemet har været stabilt, men er nu forværret.
- Der kan komme 21 sekundmeters nordenvind, som vil være tiltagende i løbet af søndagen. Sammenholdt med stærk strøm ved indsejlingen til Hou Havn, så er det en dårlig kombination, siger Carsten Kruse og fortæller, at det i forvejen er en udfordring at sejle ind ved Hou på grund af flere sving og et smalt indløb.
Rederiet har lørdag eftermiddag været i gang med at oplyse færgepassagerne om aflysningerne både via Facebook og sms-service til 1.500 samsinger.
Direktøren for rederiet, Carsten Kruse, regner derfor med, at de fleste efterhånden er blevet informeret:
- Vi valgte at aflyse på forhånd for, at vi kunne nå at fortælle det til vores kunder. Så kan folk nå at komme til og fra øen inden i morgen tidligt. For eksempel hvis der nu er nogen, der skal med et fly, siger han.
Man kan løbende holde sig opdateret omkring færgesituationen på Samsø Rederis hjemmeside.