Stank, fluer og måger har plaget naboer til ”stinkfarme” i årevis – nu glæder de sig

Medlemmerne af foreningen Generamte Naboer til minkfarme glæder sig over, at det er slut med mink i Danmark. Men de føler samtidig med minkavlerne.

For minkavlerne er det her formentlig deres livs krise, men for mange naboer er det begyndelsen på noget nyt – og bedre.

- Det er jo ingen hemmelighed, at vi først tænkte, at det var en glædelig nyhed. Men det er jo også trist for alle de familier, der bliver berørt af det her og alle de følgevirksomheder, der bliver ramt, siger Benjamin Jensen, der er formand for Generamte Naboer til minkfarme, til TV2 ØSTJYLLAND.

Foreningen har et par hundrede medlemmer heriblandt flere i Østjylland. Det er især lugt, som naboerne gennem årene har været generet af, men også fluer, måger og flæskeklannere.

Flæskeklanner.
Flæskeklanner. Foto: Miljøstyrelsen

- Det er ikke særligt rart at have dem på besøg. Og det er alt sammen noget, der er relateret til ”stinkfarmene.” Og det er jo ikke bare små farme. Det er kæmpe store industrier. Nogle minkfarme er på størrelse med en Bilka, siger Benjamin Jensen

Kan ikke sælge huse

Ifølge formanden er halvdelen af naboerne, der bor inden for 500 meter fra en minkfarm, generet af lugt. Selv bor han 6-700 meter fra en minkfarm og kan tydeligt lugte den.

- Det er frygteligt at vågne op en sommerdag og hele huset stinker af mink. Og få gæster på besøg. Man kan ikke holde nogle sommerarrangementer. Hele haven er forpestet af det, siger han.

Kan I ikke bare flytte?

- Den første sommer var jeg grædefærdig. Jeg var klar til lægge skødet på vejen og sige: Tag huset. Men det er umuligt at sælge. Så der er nogen, der har tabt mange hundredetusinde kroner på deres hus på grund af de gener.

Forundrede over regeringens udmelding

Regeringen meldte den 4. november ud, at alle minkbesætninger i Danmark skal aflives af hensyn til folkesundheden. Det skete som følge af, at der var set mutation af coronavirus i mink.

Der var indtil da omkring 14 millioner mink i Danmark, men 11 dage senere var der ifølge Fødevarestyrelsen aflivet omkring 8 millioner.

Det har dog siden vist sig at være ulovligt, da regeringen krævede alle mink aflivet.

Fakta om cluster 5-mutation I mink:

Der er på nuværende tidspunkt kun lovhjemmel til at aflive de mink, der bor på farme, der har været ramt af coronavirus samt minkfarme, der ligger inden for 7,8 kilometer fra en smittet besætning. 

Statsministeren har beklaget, og regeringen arbejder nu på at gøre det lovligt at beordre alle mink aflivet.

- Måden, det sker på, er vi forundrede over, men vi er utroligt glade for, at minkavl i Danmark skal stoppe – ikke kun på grund af de gener, vi har, men også på grund af den måde, man avler mink på, siger Benjamin Jensen og tilføjer:

- Vi håber selvfølgelig, at man får hjulpet alle de stakkels familier, der bliver berørt af det.    

Videoen her forklarer på 1,5 minut minkavl i Danmark.