Coronakrav til dagplejere: Mette må skære ned på nærværet for at gøre rent
Dagplejere skal leve op til strenge krav om rengøring som følge af corona, men det går ifølge dagplejeren Mette Laura Stubberup ud over nærværet til børnene.
Faren for smitte med corona er gået ud over dagplejernes hverdag.
De strenge krav om rengøring påvirker nærværet og det pædagogiske arbejde med børnene, mener dagplejer Mette Laura Stubberup.
- I sommer var alting meget enklere, fordi vi kunne være ude. Nu er vi nødt til at være inde, og vi er mega pressede på tid og sted. Græsplænen skulle ikke sprittes af, men det skal alt inden for, siger Mette Laura Stubberup.
Læs også
Al den tid hun skal bruge på rengøring, vil hun hellere bruge med børnene. Dagplejen åbner klokken syv om morgenen og lukker klokken fem om eftermiddagen.
- Jeg vil skyde på, at jeg hver dag bruger en times tid ud over min åbningstid på alt det her forberedelse og rengøring, og så bruger jeg meget af min arbejdstid, som jeg synes går ud over børnene, siger Mette Laura Stubberup.
Læs også
Dette billede tegner sig også i resten af Danmark.
I en ny FOA-undersøgelse med knap 350 dagplejere, har 64 procent af dem svaret, at de bruger deres pauser på rengøring. 46 procent arbejder over, for at imødekomme de øgede krav - og lige så mange gør rent, imens børnene er der.
- Børnene bliver også en taber i det her, når dagplejerne skal blive ved med at arbejde mere, end de i forvejen lange arbejdsuger på 48 timer, så kan det mærkes på et eller andet tidspunkt, siger Jack Hougård Kristensen, som er formand for pædagogisk sektor FOA i Aarhus.
Læs også
Rådmand for Børn og Unge i Aarhus, Thomas Medom, melder sig ind i koret. Han har sammen med en række aarhusianske aktører på børneområdet sendt et brev til Børne- og Undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, med en opfordring om at forbedre forholdene for eksempelvis dagplejere.
- Det skal være en sundhedsfaglig vurdering, om det er muligt at slække på kravene og ikke en politisk vurdering fra min side eller FOA's. Men hvis det ikke er det, må man se på åbningstiden, og om serviceniveauet kan være en lille smule lavere, siger Thomas Medom.
Læs også
Mette Laura Stubberup håber, at opråbet snart bliver hørt. For hvis travlheden fortsætter, frygter hun, at gejsten brænde ud.
- Der er nødt til at blive kigget på det, for det her bliver ikke færdigt om to måneder eller til jul, det kommer til at køre lang tid. Og det er sindssygt opslidende, siger Mette Laura Stubberup.