Ventetiden til coronatest falder
I løbet af de seneste uger har Falck ansat 1.000 nye podere bare i Region Midtjylland.
På TV2 Østjylland har vi flere gange kunnet berette om lange ventetider til test ved kviktestcentrene i Østjylland, men nu lader det til, at ventetiden flere steder er på vej ned.
- Generelt oplever vi væsentlig mindre ventetid end tidligere, lyder det fra Dennis Abildgaard, der er regionsdirektør i Falck, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Det skyldes blandt andet, at Falck sammen med Region Midtjylland har skarp fokus på at øge kapaciteten - både på de nuværende testcentre i regionen, men også ved at oprette nye.
- Vi har ansat over 1.000 ekstra podere bare i Region Midtjylland de seneste par uger og gjort meget for at håndtere efterspørgslen, siger Dennis Abildgaard.
Kortere ventetid i midtbyen
Et af de steder, hvor man tidligere har skulle væbne sig med tålmodighed for en test, har været i Aarhus midtby.
Her har der indtil i dag, fredag, kun været ét testcenter, og det har skabt køer på helt op til halvanden time. Men fredag morgen kom et nyt stort testcenter det gamle center i Filmbyen til undsætning, og det lader til allerede at have gjort en forskel i Aarhus midtby.
- Vores nye supercenter, Scandinavian Congress Centre, er bygget lige, som vi gerne vil have det. Der er overblik over hele processen, god afstand, og så kan vi tage rigtig mange mennesker ind, siger Dennis Abildgaard.
Klokken 13.00 skulle man, ifølge Falcks kort over aktuelle ventetider, blot vente 15 minutter på en test ved Filmbyen, mens ventetiden ved det nye center i Scandinavian Congress Centre var på under 15 minutter. Og i følge TV2 ØSTJYLLANDs reporter på stedet, så strøg folk lige igennem.
Skulle det ske, at centret bliver mere populært, når det har været der lidt længere, så betyder det ikke nødvendigvis længere ventetider.
- Lige nu er det kun den ene halvdel, vi har åbnet for, men hvis efterspørgslen bliver ved med at stige, kan vi fylde op, så der kan komme endnu flere igennem, siger Dennis Abildgaard.
Læs også
Målet er at minimere ventetiden så meget som muligt
Det er dog ikke alle steder, hvor ventetiden er røget lige så meget i bund, som det er tilfældet i Aarhus midtby.
Ved testcentret i Vitaparken i Odder var ventetiden klokken 13.00 fortsat en time. Det samme var den ved testcentret i Horsens midtby, og flere andre steder lød den også på 30 og 45 minutter.
Læs også
Dennis Abildgaard påpeger dog, at man over hele regionen arbejder på at få ventetiderne ned. Problemet er bare, at man ikke kan styre, hvornår folk lader sig teste.
- Vi har at gøre med test uden tidsbestilling, så vi kan ikke styre, hvornår folk kommer ind, og hvor meget kø, der opstår.
- Men vi har haft fokus på at have et net af teststeder hen over regionen. Og vi holder løbende øje med efterspørgslen og mander op løbende, og vi stopper ikke med at rekruttere medarbejdere, for vores mål er at have så lidt ventetid som muligt, så det er nemt at blive testet, siger regionsdirektøren.
Læs også
Det kan blandt andet ske ved at oprettelse af nye testcentre rundt i regionen, eller ved at tilføre de eksisterende teststeder flere podere.