Tomme gange på AUH: Ét af fire corona-afsnit taget i brug

Hospitalerne i Region Midtjylland har haft mindre at se til under corona-krisen end forventet. Nu skruer de op for aktiviteten på andre områder.

Sygeplejersker og læger på intensivafdelingen på AUH har langt mindre at se til end forventet. Arkivfoto. Foto: Tonny Foghmar

Skræmmebilleder fra Italien, Spanien og andre lande, hvor sundhedsvæsenet er hårdt ramt af COVID-19, har fyldt meget i danskernes bevidsthed. Og én ting er sikkert:

Det skal vi ikke ud i.

Vi har rigtig få COVID-19 patienter.

Ole Thomsen, koncerndirektør i Region Midtjylland

Men her i ugen efter påsken, hvor pandemien skulle toppe ifølge de indledende prognoser, er det tydeligt, at Danmark er langt mildere ramt end forventet indtil videre.

- Vi har rigtig få COVID-19 patienter. Vi bruger en stor del af vores kapacitet på COVID, og det kommer vi også til at gøre fremover - dog ikke nær så meget som vi havde forventet, da vi først så på den røde kurve, siger koncerndirektør i Region Midtjylland, Ole Thomsen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Onsdag var 56 patienter med COVID-19 indlagt i Region Midtjylland, hvoraf 15 er på intensiv og 14 i respirator. Antallet af indlagte i regionen har været faldende siden den 4. april.

Ét af fire corona-afsnit i brug

På de østjyske hospitaler har der altså været langt færre patienter med COVID-19 end forventet.

For eksempel har man på Aarhus Universitetshospital (AUH) skabt fire COVID-19-afsnit - men det er imidlertid kun det ene afsnit, der har været brug for indtil nu.

01:18

TV2 ØSTJYLLAND har fået tilsendt en video, der viser helt tomme gange på Aarhus Universitetshospital. Video: Privat

Luk video

Men det er ikke kun COVID-19 patienter, som hospitalerne har færre af end forventet. Også antallet af patienter med andre sygdomme er faldet.

På AUH's lungeafdeling er der normalt rift om de 22 pladser, men her er der sket en halvering af antallet af patienter.

Situationen bekymrer

Afdelingslæge på lungeafdelingen Gitte Anna Madsen kalder situationen for meget atypisk.

- Der har aldrig været så få patienter her. Jeg tror, det er af frygt for at blive smittet med covid-19, men det er ikke mere smittefarligt at komme her end at gå i supermarkedet, siger hun og frygter, at angsten for coronavirus kan have store konsekvenser, siger hun til TV 2.

- Det kunne være patienter med lungekræft-symptomer, der ikke kommer, selvom de hoster blod op, eller kommer meget sent. Eller kroniske kol-patienter.

Vi er meget bekymrede.

Ole Thomsen, koncerndirektør i Region Midtjylland

Også koncerndirektøren i Region Midtjylland er bekymret over faldet i antallet af henvisninger fra almen praksis.

- Vi plejer at få 14.000 henvisninger om ugen fra almen praksis, og det er faldet til 6.000. Vi har primært haft fokus på, om der kom færre henvisninger til kræftpakker og til hjerteudredning, og det var faldet med 40 procent, siger Ole Thomsen til TV2 ØSTJYLLAND.

- Det er vi meget bekymrede for, fordi det formegentlig kan være patienter, der er ret syge - så det er vigtigt, at de kommer til praktiserende læge og bliver henvist.

Sundhedsstyrelsen har også kaldt udviklingen i antallet af henvisninger til kræftpakker og hjerteudredning for en folkesundhedsmæssig bekymrende tendens.

Skruer op for aktiviteten

Aktivitetsniveauet på hospitalerne i Region Midtjylland er generelt faldet meget. Blandt andet er antallet af operationer om ugen faldet fra 4.500 til lige knap 2000 om ugen.

- Det er et meget stort fald over de sidste fire uger. Hvis det fortsætter over de næste mange uger, så ender vi med at få rigtig mange patienter, der venter på operationer, siger Ole Thomsen.

Læs også Sløret løftes: Sådan åbner sundhedsvæsenet i Østjylland

Derfor skruer regionen fra på mandag op for aktiviteten, og nogle af de sygeplejersker og læger, der var blevet flyttet over til intensivafdeling for at tage sig af patienter med COVID-19, bliver rykket tilbage til operationer.

- De er klar til, at vi begynder at sætte aktiviteten op fra på mandag.

Fortsat stor fokus på COVID-19 patienter

Selvom aktiviteten på andre områder på de østjyske hospitaler nu sættes op, så er der stadig meget kapacitet, der bliver afsat til patienter med COVID-19.

- Der er allerede nu mange, der står og venter på en operation, og det er en af grundene til, at aktiviteten sættes op. Men den kommende tid får vi heller ikke den fulde operationskapacitet, fordi vi fortsat skal bruge ret mange sygeplejersker og læger til at behandle COVID-19 patienter fremover, siger Ole Thomsen.

Læs også Kommune laver jobbank for skoler og dagtilbud: - Alle kan melde sig

Han fortæller, at Region Midtjylland den kommende tid skal holde cirka 70 intensivpladser mere åben, end de plejer, som beslaglægger cirka 300 sygeplejersker. Og de skal holde cirka 180 almindelige senge åbne, end de plejer, og det beslaglægger cirka 250 sygeplejersker.

- Så vi bruger en stor del af vores kapacitet på COVID - også fremover.

362 er lige nu indlagt med covid-19. 89 er på intensiv og 75 i respirator. 309 mennesker i Danmark er døde med covid-19.

Sundhedsstyrelsen har bestemt, at regionerne fremover skal afsætte 300 intensivpladser og 800 sengepladser til corona-patienter.