Sygeplejeråd: Der er grænser for hvor hurtigt vi kan løbe
Kredsformand i Dansk Sygeplejeråd mener, at personalets arbejdsmiljø vil blive kraftigt forringet, når Region Midtjylland skal spare 223 millioner kroner
Der blev i går indgået forlig om et stramt budget for 2017 i Region Midtjylland. I alt skal der spares 223 millioner kroner i budgettet. Alle partier undtagen Enhedslisten står bag den politiske aftale om budgettet.
Hos Dansk Sygeplejeråd er man alvorligt bekymret for personalets arbejdsmiljø i forbindelse med spareplanerne.
- Personalet er enormt presset. Hovedvægten i forliget er lagt på anlæg, og det er jeg glad for. Men der er grænser for, hvor hurtigt personalet skal løbe uden det går ud over kvaliteten, siger Anja Laursen, kredsformand for Dansk Sygeplejeråd i Midtjylland.
Kredsformand: Går ud over kvaliteten
I alt 103 millioner kroner skal hentes i effektiviseringer i driften. Regionen vil hente 19,6 millioner kroner ved at kræve en bedre udnyttelse af ressourcerne hos personalet. Men der er snart ikke flere steder, man kan effektiviserer, mener kredsformanden.
Læs også
- Man prioriterer så meget i dag, at det går ud over kvaliteten og sikkerheden, siger Anja Laursen.
De kommende besparelser på budgettet i 2017 vil blive lagt oveni den spareplan, som regionen allerede kører efter. I den store spareplan, som trådte i kraft i 2015 og løber frem til 2019, vil regionen spare 669 millioner kroner af regionsbudgettet.
Kritik af proces
Anja Laursen rejser også en kritik af den demokratiske proces i forbindelse med budgetforliget.
- Det er en meget lidt køn proces. Vi har ingen medindflydelse i denne proces. Der er ingen chance for at kommentere på det, inden de indgår et forlig, siger Anja Laursen.
Budgetforliget bliver endeligt vedtaget i slutningen af september. Men hun har ingen forventninger til, der er plads til ændringer, fordi der ingen høringsrunde er.
- Jeg vil betvivler stærkt, at der flyttes så meget som et komma, fordi det er et bredt forlig, der er indgået, siger Anja Laursen.