Reparation af partikelkanon forsinket: Flere kræftpatienter sendes til udlandet
Cyklotronen er den eneste af sin slags i landet, og reparationen er nu forsinket yderligere. Patienter sendes fortsat til udlandet.
Forrige weekend gik vedligeholdelsesarbejdet på Danmarks eneste strålekanon galt, og cyklotronen pådrog sig en alvorlig skade.
Strålekanonen befinder sig på sygehuset i Skejby i Aarhus. Dengang lød udsigten, at det ville tage et par uge at reparere, men nu er den melding en smule mere nedtrykkende.
Læs også
Ifølge en ny vurdering vil reparationen yderligere tage to uger, og derefter skal anlægget kvalitetssikres og finjusteres, inden det er klar til patienter igen.
- Den skade, der skete er mere kompleks, end vi havde regnet med og tager længere tid at udbedre, siger cheflæge og professor Morten Høyer til TV2 ØSTJYLLAND.
Dermed lyder omfanget på fem-seks uger. Han understreger, at det ikke betyder noget for kvaliteten af behandlingen.
- Det afgørende er, at patienter får en behandling, der er lige så effektiv for at gøre dem raske. Forskellen ligger i, at protonbehandlingen kan blive mere koncentreret og dermed forhindre nogle bivirkninger. Det er der, det afgørende ligger, forklarer Morten Høyer.
Otte patienter i udlandet
Lige nu er der sendt otte patienter til behandling i Schweiz, Sverige, Holland og Tyskland, og en niende er på vej.
Det tal vil formentlig stige, indtil strålekanonen i Skejby er oppe at køre igen. Resten er i røntgenbehandling i deres respektive region.
Læs også
Man modtager typisk protonbehandlingen fem dage om ugen i seks uger. Dermed vil nogle patienters behandling være slut, inden maskinen kommer op at køre igen.
Cyklotronen er den eneste af sin slags i landet, og derfor har det store konsekvenser for de patienter, der modtager behandling.
Udgifterne til højtspecialiseret behandling i udlandet dækkes af Sundhedsstyrelsen. Noget af reparationen sker i Skejby, mens enkelte dele af strålekanonen er afmonteret og sendt til fabrikken i Tyskland.
Det er firmaet, som leverer servicen af strålekanonen, der udbedrer skaden, som skete under regelmæssig vedligeholdelse. Her blev den ikke lukket ordentlig igen bagefter. Det er et teknisk spørgsmål, som vi endnu ikke kender svaret på, oplyser Morten Høyer.