Region Midtjylland skal spare flere hundrede millioner i 2019
Økonomiske beregninger viser, at Region Midtjylland skal spare 295 millioner kroner i 2019
Regionsrådet tager inden længe hul på forhandlingerne om næste års budget. I den anledning får regionens forretningsudvalg på tirsdag en vurdering af den økonomiske situation. Og det ser ikke godt ud.
Læs også
Regionens egne økonomiske beregninger viser nemlig, at Region Midtjylland næste år skal spare 295 millioner kroner. Årsagen til besparelserne skal, ifølge formand i regionsrådet i Region Midtjylland, socialdemokratiske Anders Kühnau, findes i stigende priser på medicin og behandling.
- En af de helt primære årsager er stigende medicinpriser og stigende priser til behandlinger, for eksempel operationer. Priserne er steget mere, end vi havde regnet med, siger Anders Kühnau til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Vores hospitaler er pressede grundet flere ældre og nyfødte. Vi udvikler også bedre og bedre behandlingsformer, men det koster rigtig mange penge. Vi har altså i forvejen meget pres på sundhedssektoren.
Læs også
Anders Kühnau oplyser dog, at der er tale om foreløbige tal, som skal kvalificeres yderligere.
Regeringen skal til juni forhandle rammerne for næste års økonomi med regionerne, og han opfordrer regeringen til at skyde flere penge i regionens kasse.
- Jeg går ud fra, at man også fra Folketingets side ønsker, at tage nye, bedre behandlingsmuligheder i brug. Det koster penge, siger Anders Kühnau.
- Hvis vi skal lykkes med at bevare det flotte niveau i det danske sundhedsvæsen, så skal det bakkes op af en mere robust økonomi, siger han.
Besparelser i Region Midtjylland
- 200 millioner i permanente besparelser
- 95 millioner i engangsbesparelser.
Kilde: Region Midtjylland
Endnu en sparerunde
Det er langt fra første gang, at Region Midtjylland skal spare på budgetterne.
- Vi har været i sparerunder før, så det er ikke nyt og det er ikke større, end hvad vi har set før. Besparelserne kommer oven i den seneste spareøvelse fra 2015-2019, som ikke er afsluttet endnu. Derfor er det en alvorlig situation for vores hospitaler, siger Anders Kühnau.
Regionsrådsformanden kan dog ikke oplyse, hvilke specifikke områder, der vil blive ramt af besparelserne.
- Det er alt for tidligt at sige, hvilke områder der bliver ramt. Det vil være en politisk prioritering, hvad der skal spares på, siger Anders Kühnau.