Regeringen er villig til at forhandle om kompensation til sygeplejersker

Ifølge folketingsmedlem Malte Larsen (S) er regeringen klar til at forhandle om en "krisekasse" til sygeplejerskerne.

Opdateret mandag klokken 22.35 med præcisering fra Malte Larsen, som er tilføjet i bunden af artiklen.

Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) rakte søndag hånden ud til regeringen for at skaffe flere penge til sygeplejersker, og nu bliver håndsrækningen besvaret.

Ti ugers strejke bar intet af sig for sygeplejerskerne. De kæmpede for højere løn, men nåede aldrig frem til en aftale med Anders Kühnau og Danske Regioner.

Regeringen er villig til at forhandle

Søndag meldte Anders Kühnau, der er formand for Region Midt og for Danske Regioners løn- og praksisudvalg, ud, at han har bedt regeringen om hjælp til en ”krisekasse”, der skal gøre det muligt at give medarbejdere i sundhedsvæsnet en økonomisk gevinst for det. 

Nu melder regeringen, at de klar til at forhandle.

- Vi er klar over, at der er store udfordringer i øjeblikket med at få det her til at fungere, og der er efterslæb blandt andet efter konflikten. Vi er klar til at tale kompensation i forhold til regionerne, siger Malte Larsen (S), folketingsmedlem for Socialdemokratiet, til TV2 ØSTJYLLAND.

Malte Larsen er klar til at forhandle med Danske Regioner.
Malte Larsen er klar til at forhandle med Danske Regioner. Foto: Steen Brogaard

Han fortæller, at det er helt normalt, at regionerne rækker hånden ud for at få flere penge til problematikken.

- Det er en rammeaftale, der er lavet mellem finansministeriet og regionen. Derfor må det også være sådan, at hvis man står i en ekstraordinær situation, må man bede om hjælp til at løse den. Derfor er vi også åbne over for at drøfte eventuelle kompensationer, siger Malte Larsen.

Ikke et trick

Udmeldingen om en "krisekasse" kommer kort før kommunalvalget, og det hæfter Roger Buch, kommunalforsker og lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, sig ved. 

- Det er klart, at der er kommunalvalg lige om et øjeblik, og alt, hvad der foregår i øjeblikket, er indtænkt i forhold til det her kommunalvalg. Det er klart, at der er mange, der vil se det som et trick for at stå så godt som muligt forud for den kommunale valgkamp, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Roger Buch mener ikke, at udspillet fra Anders Kühnau er et trick op til kommunalvalget.
Roger Buch mener ikke, at udspillet fra Anders Kühnau er et trick op til kommunalvalget.

Han mener dog samtidig, at man ikke skal tro, at Anders Kühnau kun melder det ud, fordi der er valg lige om hjørnet.

- Man står generelt i den offentlige sektor med nogle store udfordringer i øjeblikket i forhold til at rekruttere og fastholde personale. Og det, tror jeg, sådan set er den største hovedpine af alle, ligegyldig om man er kommunalpolitiker eller regionspolitiker, hvordan vi får nogen til at tage sig af vores børn, de syge og så videre, siger Roger Buch.

Han tror heller ikke, at det er et aftalt udspil mellem den socialdemokratiske regering og socialdemokratiske Anders Kühnau, men han forventer, at de har talt om udspillet.

- Det skulle da være mærkeligt, hvis man ikke har informeret partiledelsen om, at man kommer med den her udmelding. Men, at man ligefrem har koordineret eller aftalt det, det tror jeg ikke, at vi skal være sikre på, siger Roger Buch.


Malte Larsen har mandag aften via Socialdemokratiets pressetjeneste sendt TV2 ØSTJYLLAND en præcisering, hvori han understreger, at han udtalte sig pukkelafviklingen i sundhedsvæsenet og ikke andet:

Malte Larsens præcisering.
Malte Larsens præcisering.
Regionsrådsformand, Anders Kühnau, vil gerne se på hospitalsansattes løn. Både på den korte og på den lange bane. Men udspillet bliver mødt med skepsis.