Politikere stiller spørgsmål: Online fødselsforberedelse bør kunne tilbydes
Alle gravide og deres partnere i Region Midtjylland skal tilbydes virtuel fødselsforberedelse. Det mener Venstre, der vil have sagen drøftet i Hospitalsudvalget. Udvalgsformanden mener også, at der bør findes en løsning.
På grund af corona-situationen går tusindvis af gravide lige nu uden muligheden for at komme til fødselsforberedelse.
Og det er ubehageligt ikke at kunne komme til fødselsforberedelse, når man som Maria Steenberg er gravid i syvende måned:
- Det fylder rigtig, rigtig meget og giver noget uro omkring det her med at føde, fortalte hun til TV2 ØSTJYLLAND tidligere på ugen.
Den manglende forberedelse får nu Venstre i Region Midtjylland til at stille spørgsmål i Hospitalsudvalget. Partiet mener, at regionen bør kunne tilbyde online fødselsforberedelse:
Mange positive effekter
- For alle kvinder og partnere, der venter deres første barn, er der mange spørgsmål og tanker om, hvordan det nu skal gå med at bringe et nyt liv til verden.
- Og der er rigtig mange positive effekter i en god fødselsforberedelse. Det har regionens egne undersøgelser vist, siger Anders G. Christensen (V) til TV2 ØSTJYLLAND.
Udvalgsformand i Hospitalsudvalget, Henrik Gottlieb Hansen (A), oplyser til TV2 ØSTJYLLAND, at spørgsmålet skal drøftes på et møde på mandag:
- Det er jo ikke en politisk beslutning, der er truffet, om at fødselsforberedelserne skulle ændres.
- Jeg er lige så bekymret som andre for det her, så jeg håber, at vi kan finde en løsning på det, siger Henrik Gottlieb Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Bør være et ensartet tilbud
TV2 ØSTJYLLAND har talt med flere af fødselsafdelingerne i Region Midtjylland. På Randers Regionshospital har man umiddelbart ingen planer om online tiltag, imens chefjordmødrene på henholdsvis Horsens Regionshospital og Aarhus Universitetshospital begge fortæller, at de er i gang med at udvikle onlineundervisning, der forventes at blive klar til foråret.
Der bør dog komme et ensartet tilbud i hele regionen, mener Anders G. Christensen. Han anerkender, at hospitalerne har en ekstraordinær opgave i øjeblikket på grund af Covid-19, men digital fødselsforberedelse bør være muligt, siger han:
- Selvfølgelig kræver det noget. Men så er det nok heller ikke mere vanskeligt. I Region Syddanmark skal man tilmelde sig, og så får man et link ud, som man skal åbne på et aftalt tidspunkt. Det må være til at finde ud af, siger Anders G. Christensen.
Henrik Gottlieb Hansen er enig i, at der må kunne findes en løsning:
- Mig bekendt er der ikke fjernet ressourcer fra området. Det er jo et af de områder, der skal køre videre, på trods af corona-situationen, siger Henrik Gottlieb Hansen.
Videoer er ikke nok
I Region Midtjylland har man på flere hospitaler lavet videoer med informationer og gode råd til de gravide, men det er ikke nok, mener Venstre:
- Det er envejskommunikationen, og det, der er brug for, er tovejs kommunikation. Det bedste vil være fysisk fremmøde, men et webinar er det næstbedste. Her kan de gravide stille spørgsmål om deres situation, siger Anders G. Christensen.
Hos Jordemoderforeningen bekræfter man, at situationen med den manglende fødselsforberedelse er alvorlig. Kredsformanden frygter, at den manglende forberedelse i værste fald kan føre til flere tilfælde af fødselsdepression:
- Hvis du ikke har tillid til, at du kan klare de udfordringer, der kommer, og du har viden om, hvilke udfordringer man kan forvente, kan det betyde, at man får en svær start og i værste tilfælde en fødselsdepression, siger kredsformand Tanja Lyth til TV2 ØSTJYLLAND.