Politikere forklarer: Derfor får direktør millioner efter fyring

At nu forhenværende koncerndirektør Ole Thomsen skal have næsten 6,5 millioner kroner ved fratrædelse, er helt efter bogen, mener politikere. Fremtidige aftaler skal dog ikke være så lukrative.

6.489.314,28 kroner.

Det er den sum, den nu forhenværende koncerndirektør i Region Midtjylland Ole Thomsen får med sig ved fratrædelsen.

En aftale, som regionens forretningsudvalg nu har bekræftet, og selv om beløbet kan lyde højt, er det helt i tråd med ansættelsesaftalen med Ole Thomsen.

Fratrædelsesaftalen i kroner

Det bekræfter fire medlemmer af forretningsudvalget, som TV2 ØSTJYLLAND tirsdag har talt med.

- Aftalen er lavet lige efter bogen. Mere er der ikke at sige til det, lyder det fra regionens 1. næstformand Hanne Roed (R), og lignende toner kommer fra flere sider af forretningsudvalget.

- Den er kørt helt efter bogen, siger Else Kayser fra Enhedslisten.

- Det er i forlængelse af den kontrakt, han indgik, da han blev ansat. Kontrakten er som den er, siger Nye Borgerliges Inger-Marie Tryde.

- Det vi har forholdt os til i dag er, om vi skal overholde den kontrakt, som blev indgået i 2010. Det har jeg stemt ja til. Uanset om man er ansat som leder eller sygeplejerske, så er regionen forpligtet på de aftaler, der er lavet, siger SF’s Jacob Klærke.

En anden tid dengang

Han og de øvrige interviewede siger samstemmende, at aftalen for koncerndirektøren ikke længere er model for, hvordan ansættelseskontrakter med eksempelvis direktører i regionen skal se ud.

- Mens jeg har siddet i regionsrådet, har vi på mange områder rykket i en retning, som er anderledes. Det handler blandt andet om, hvor lange perioderne der er for fratrædelsesgodtgørelse og om der skal modregnes i forbindelse med nyt job, siger Jacob Klærke.

Hanne Roed forklarer, at situationen var en anden, da Ole Thomsens kontrakt blev underskrevet, for dengang var det sværere at rekruttere direktører på grund af strukturreformen, og derfor blev Ole Thomsens aftale altså bundet sammen med en solid pose penge ved fratrædelse.

Altså må regionen betale, og det er også kun rimeligt, når nu kontrakten er, som den er, lyder det fra politikerne. Blandt andet fra Inger-Marie Tryde.

- Det er meget vigtigt for mig at nævne, at de ansatte i Region Midtjylland skal kunne stole på deres kontrakter, og at vi naturligvis altid overholder de kontrakter, vi indgår.

Ole Thomsen blev i sidste uge fyret på baggrund af amputationsskandalen i Region Midtjylland.

TV2 ØSTJYLLAND har været i kontakt med Ole Thomsen, der oplyser, at han ikke har nogen kommentarer til sin fratrædelsesaftale.