Planen er klar: Andre faggrupper skal træde til på pressede hospitaler

Andre faggrupper skal afløse nogle af sygeplejerskernes opgaver for at komme de pressede hospitaler i Region Midtjylland til livs.

Andre faggrupper skal løse nogle af sygeplejerskernes opgaver. 

Sådan lyder en del af den plan, som Region Midtjyllands politikere har gennemgået tirsdag for at komme de pressede hospitaler til livs. 

Som det er nu, står hospitalerne i regionen til et efterslæb på cirka 19.000-20.000 operationer ved årets udgang svarende til en måneds produktion. 

Derfor skal andre faggrupper, såsom social- og sundhedsassistenter, gå ind og varetage nogle af de opgaver, som sygeplejerskerne nu står for på hospitalerne. 

Jens Houmøller er i dag raskmeldt.
Jens Houmøller er i dag raskmeldt.

Tidligere patient er positiv   

Efter et seksårigt sygdomsforløb med kronisk tarmbetændelse og med mere end 900 indlæggelser bag sig, vil 41-årige Jens Houmøller fra Horsens ikke være utryg ved, at en anden faggruppe overtog nogle af opgaverne. 

Det har han nemlig allerede prøvet. 

- God idé. Men mig bekendt, hvis man tager sosu-hjælpere, er det gjort. Jeg tror, at 30 procent af de sygeplejersker, jeg har haft gennem de seks år, jeg har været syg, det har været sosu-hjælpere, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.


Ændrer ikke personalemangel 

Fagforeningen FOA, som organiserer social- og sundhedsassistenterne, forholder sig også positive. 

- Vi tænker, at man altid kan bruge en social- og sundhedsassistent. De er fuldstændig kompetente til at løse opgaverne på sygehuset, siger sektorformand hos FOA Aarhus, Jette Ohlsen.

Anja Laursen er kredsformand for Dansk Sygeplejeråd.
Anja Laursen er kredsformand for Dansk Sygeplejeråd.

Men ifølge sygeplejerskernes kredsformand er det ikke holdbart.

- Det ændrer ikke noget ved, at der mangler rigtig mange sygeplejersker lige nu. Og der mangler midler i sundhedsvæsenet. Så alt andet lige, så har vi en grundlæggende stor udfordring, siger kredsformand i Dansk Sygeplejeråd, Anja Laursen. 

Vil trække på andres erfaringer    

De opgaver, som andre faggrupper skal løse for sygeplejerskerne, er blandt andet i forhold til medicinhåndtering og lejring af patienter. 

Her peger regionrådsformand for Region Midtjylland, Anders Kühnau (S), på, at farmakonomer kan hjælpe med at dosere medicin, og at fysioterapeuter kan stå for at lejre hospitalets patienter. 

Det gør Regionshospital Horsens allerede, og det mener Anders Kühnau (S), man skal lade sig inspirere af. 

- På den medicinske afdeling i Horsens er der lige så mange social- og sundhedsassistenter stort set ansat, som der er sygeplejersker. Det er anderledes i forhold til andre afdelinger og er udtryk for, at de bruger andre faggrupper, siger Anders Kühnau (S). 

Det skal gå stærkt 

Region Midtjylland er ifølge regionsrådsformanden i fuld gang med planen om at inddrage andre faggrupper i sygeplejerskernes opgaver. 

- Det er klart, at med den situation vi står i lige nu med et ekstraordinært pres, så skal det bare gå rigtig stærkt, siger Anders Kühnau (S). 

VIDEO: Se interviewet med Anders Kühnau (S) i indslaget nedenfor. 

Andre faggrupper skal løse nogle af sygeplejerskernes opgaver. Sådan lyder en del af den plan, som Region Midtjyllands politikere har gennemgået tirsdag for at komme de pressede hospitaler til livs.