Patienter blev sendt til udlandet: Nu virker strålekanon endelig igen
Cyklotronen, som er den eneste af sin slags i Danmark, havde fået en skade, der var mere alvorlig end først antaget. Nu er den endelig oppe at køre igen.
En reparation, der skulle have taget to uger, endte med at tage halvanden måned.
Det er den helt særlige cyklotron ved Dansk Center for Partikelterapi (DCPT) på AUH, der pådrog sig en alvorlig skade under et vedligeholdelsesarbejde den 30. april - langt mere alvorlig end først antaget.
- Det var en alvorlig skade på nogle meget vigtige dele. Det har taget lang tid at udbedre, fordi vi jo også skulle være helt sikre på, at vi kan give behandling af den kvalitet, vi skal. Vi har brugt næsten to uger udelukkende på at justere udstyret og kvalitetssikre, siger cheflæge og professor Morten Høyer fra DCPT til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Imens strålekanonen har været ude af drift, har centeret været nødsaget til at sende patienter til andre kræftafdelinger både her i landet og i udlandet. I alt 7 patienter er blevet sendt til udlandet. Hver gang har de været nødsaget til at sende en medarbejder med.
- Det udstyr, vi selv har, skal tilpasses det, de har i udlandet. Det er ikke sådan lige til. Vi har måttet sende nogle med, så vi sikrede, at de fik den rigtige behandling, fortæller cheflægen.
- Noget af det, vi har lært af det her, er, hvordan vi kan håndtere lignende situationer i fremtiden. Det har faktisk været en katalysator for, at vi starter et europæisk samarbejde, hvor vi får kortlagt udstyret i de forskellige lande, så vi hurtigere kan sende patienter til udlandet i fremtiden.
Den tekniske fejl, der ramte cyklotronen den sidste lørdag i april, kunne ikke have været undgået dengang, men nu kan den til gengæld ikke ske igen.
- Vi har lavet nogle procedurer, der sikrer at det ikke sker igen. Men vi kan jo ikke være sikre på, at der ikke sker andre nedbrud i fremtiden, selvom det er meget usandsynligt. Men nu er vi også bedre rustet, hvis uheldet skulle være ude, siger Morten Høyer.
Cyklotronen er nu tilbage på fuld drift - både med hensyn til kapacitet og kvalitet, understreger cheflægen.