Officielt: Gratis hurtigtest kommer tilbage
Inden for fjorten dage skal private testleverandører etablere et setup med 100.000 daglige test.
Regeringen har besluttet at genindføre lyntest med kapacitet på 100.000 daglige test.
Det oplyser Styrelsen for Forsyningssikkerhed i en pressemeddelelse.
Beslutningen er truffet, fordi behovet for test er steget, lyder det.
- Vi har været forberedte på en situation, hvor smitten kunne stige. Derfor kan vi nu reagere hurtigt. For at sikre nok test til at håndtere situationen skruer vi op får både PCR- og hurtigtest.
- Både regioner og private leverandører melder klar til at øge kapaciteten, siger styrelsens direktør, Lisbet Zilmer-Johns, i en pressemeddelelse.
De private leverandører af lyntest skal dermed inden for to uger etablere et test-setup med 100.000 daglige test.
Efter at lynteststederne lukkede 9. oktober, blev der lavet en standby-aftale med virksomhederne. De tre udbydere var Falck, Carelink og Copenhagen Medical.
Aftalen betyder, at testcentrene skulle kunne genåbne med fjorten dages varsel.
Siden lynteststederne lukkede i begyndelsen af oktober, har det dog været muligt at få foretaget en lyntest hos det offentlige. Omkring fem-ti PCR-testcentre i hver region har tilbudt det i nødstilfælde.
Antallet af daglige PCR-test øges også fremover. Fra en kapacitet på 100.000 nu bliver antallet skruet op til 150.000.
Antal og placering af lynteststederne bliver planlagt i samarbejde mellem leverandører og kommuner.
Nogle kommuner er allerede klar med en plan kort tid efter udmeldingen.
I en pressemeddelelse oplyser Fredensborg Kommune, at der fra mandag vil være mulighed for at få foretaget en lyntest i Holmegårdscenteret.
Testfaciliteterne dér drives af Copenhagen Medical.