Nye tal efter kaos: 194 patienter bør søge erstatning
Antallet af borgere, der kan have fået amputeret deres ben på grund af fejl, er større end først antaget. Det er sidste punktum i et kaosagtigt forløb.
De første patienter har fået erstatning. Men undersøgelsen af området fortsætter.
I første omgang lød konklusionen, at 150 patienter i Region Midtjylland over de seneste ti år kunne have undgået eller udskudt amputation, hvis de havde fået behandling i tide.
Nu stiger det tal. 194 patienter er blevet vejledt i at søge erstatning efter regionens gennemgang af i alt 2226 benamputerede patienters journaler.
Det oplyser Region Midtjylland onsdag formiddag.
- Det er godt, at speciallægerne nu er i mål med at gennemgå amputationsforløbene for os. Jeg håber, at det er med til at minimere patienternes usikkerhed, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Der er dermed sat punktum i en sag, der startede som en kæmpe skandale på grund af regionens egne udmeldinger. Siden er stormen aftaget i styrke.
Stor forvirring
Da Region Midtjylland oplyste om de mange patienter, der havde modtaget fejlagtig behandling i maj i år, lød tallet på 92 patienter om året. Allerede ugen efter nedjusterede regionen selv tallet til 47, altså tæt på halvdelen.
Dengang var meldingen klar fra daværende direktør i Region Midtjylland, Ole Thomsen:
- Vi er sikre på, at det nye tal er det rigtige. Vi fik en mistanke om, at der var noget galt, og derfor blev vi enige om, at tallene skulle analyseres helt i bund, sagde han.
Fakta
Kort efter mistede han sit job på grund af amputationsskandalen.
Men tallet 47 var åbenbart også skudt langt over målet. Det siger regionsrådsformand Anders Kühnau ovenpå onsdagens nye tal.
- Tallet 47 fra den oprindelige analyse er der ikke belæg for (...) Men sagen har kastet lys på et område af sundhedsvæsenet, som tydeligvis trænger til et løft. Derfor er vi nu i gang med at sikre bedre behandling, siger Anders Kühnau.
Poul Pedersen fra Højbjerg er en af dem, der har fået tilkendt erstatning. Han fik ifølge Patienterstatningen amputeret for meget af sine ben på grund af lange behandlingstider.