Kvinde er dødssyg af kræft – men hun kan ikke få kørsel til hospitalet

Inge Petersen fra Aarhus kan ikke blive kørt til kemobehandling, fordi hun ikke bor på sin offentlige adresse. Formanden for Regionsrådet afviser ikke, at der er brug for en justering af reglerne.

61-årige Inge Petersen har ifølge hendes eksmand galoperende kræft i hele kroppen. Hun har fået at vide, at hun formentlig har to år tilbage at leve i.

Hun er udmattet og træt, og derfor er det hendes eksmand, som TV2 ØSTJYLLAND har talt med i denne forbindelse.

Han har sat sig for at hjælpe hende, da hun midt i sit sygdomsforløb også skal kæmpe en anden kamp.

quote Vi er afklaret med, at hun har kræft, men jeg bliver bare ked af, at systemet svigter.

Lars Rasmussen, eksmand

I tre uger blev hun kørt af Region Midtjyllands kørselsordning fra sin søns kolonihavehus i Aarhus til strålebehandling på Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Hun bor i kolonihavehuset, da bygningen, som hendes lejlighed ligger i, er under renovering. Det betyder, at der ofte er larm, og hun kan ikke længere gå op og ned til lejligheden på 6. sal. Hun har angst for at køre i elevator.

Inge Petersens lejlighed i Grønnegade i Aarhus er en del af en kommunal boligforening, der lige nu er under ombygning.
Inge Petersens lejlighed i Grønnegade i Aarhus er en del af en kommunal boligforening, der lige nu er under ombygning. Foto: Privatfoto

Nu er hun i gang med kemobehandling, men hun kan ikke længere få kørsel til og fra hospitalet. Kørselsordningen gælder kun mellem hospitalet på hendes CPR-adresse, og det var en fejl, da de tidligere hentede hende i kolonihaven.

Kan ikke flytte

- Vi er afklaret med, at hun har kræft, men jeg bliver bare ked af, at systemet svigter. Det er de svageste, der går ud over, siger eksmand Lars Rasmussen til TV2 ØSTJYLLAND. 

Hvorfor laver hun ikke en midlertidig adresse i kolonihavehuset - en C/O adresse?

- Så vil hun miste sin boligsikring, og så vil hun ikke have råd til at betale sin husleje.

Hvorfor flytter hun så ikke permanent?

- Hun har tre måneders opsigelse, hvor hun stadig skal betale husleje. Og man må ikke bo i et kolonihavehus. Det der er der, problemet er. Lovgivningen siger, at det skal være fra ens cpr-adresse, man bliver hentet og bragt – men hvad gør hjemløse? Der må være andre, der er i samme grøft, spørger Lars Rasmussen.

Hvorfor skal lovgivningen være anderledes for hende end andre?

- Det skal ikke være anderledes, men der kan være situationer, hvor man ikke kan være på sin bopæl. Der er nogle gråzoner. 

Politiker: Det er lovgivningen

Ifølge eksmanden tærer det på Inge Petersens kræfter, at hun ikke ved, hvordan hun skal komme frem og tilbage til behandling. Indtil videre kører hendes søn og eksmand hende, men det kan de ikke blive ved med.

- Hun er fuldstændig afklaret med, at hun ikke skal være her lang tid, men hun har svært ved at kapere, at hun ikke kan få den hjælp, hun har brug for, siger Lars Rasmussen.

Anders Kühnau (S), der er formand for Regionsrådet i Region Midtjylland, forstår godt frustrationerne, og de er ikke de eneste, der er trætte af kørselsordningen. Lige denne problemstilling har han dog ikke været inde over før.

Formand for regionsrådet i Region Midtjylland, Anders Kühnau (S).
Formand for regionsrådet i Region Midtjylland, Anders Kühnau (S). Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

- De giver anledning til mange spørgsmål. Det er svært for borgerne at finde ud af. De fleste kan dog godt forstå, at de ikke kan blive hentet fra deres sommerhus. Der bliver nødt til at være nogle regler, siger Anders Kühnau til TV2 ØSTJYLLAND.

Han afviser ikke, at reglerne skal justeres, men det er ikke ham, der fastsætter lovgivningen. Det er Folketinget.

- Jeg kan godt følge, at der er en regel, om at man ikke kan hente folk på alle mulige adresser, men jeg kan ikke afvise, at der er brug for en justering, siger regionsrådsformanden.


Vaccine

Organisation vil have restaurantbesøg tilladt for særlige grupper allerede om tre uger

Ane Halsboe-Jørgensen

Lønkompensation forlænges: Arbejdsgivere kan igen varsle tvungen ferie

byretten i Aarhus

Anholdt efter brud på corona-restriktioner: To kvinder skal sendes ud af landet

Susanne Krogstrup

play Corona-effekt: Vandreguide til Mols Bjerge revet væk

Charlotte Kold

Unge i Silkeborg søger rådgivning online

Hus i Stenvad

play Norddjurs er hårdest ramt: Millioner af kroner skal smukkesere landsbyer