Hospitaler under usædvanligt pres - Men ingen ved præcis hvorfor

Både i Aarhus og Horsens oplever man lige nu en usædvanlig travlhed på hospitalerne, der er tvunget til at udskyde planlagte operationer.

Hospitalerne er pressede som sjældent før, og ingen ved helt hvorfor.

Der mangler desperat hænder til de akutte patienter, der hober sig op. Og det giver travlhed på hospitalsgangene.

- Det er en super alvorlig situation, både for os som hospital, for patienterne og for hele regionen og landets sundhedsvæsen, at vi er presset i bund. Vi er vant til at se variation i travlhed. Men det er som om, at der flere ting, der lægger sig ovenpå hinanden i ugunstig retning i øjeblikket, siger lægefaglig direktør på Regionshospitalet Horsens, Niels Falk Bjerregaard, til TV2 ØSTJYLLAND.

Han bliver bakket op af sin kollega fra Aarhus Universitetshospital.

- Aarhus Universitetshospital er, som andre hospitaler, presset af et stort antal patienter, der har brug for vores hjælp. Det er et usædvanligt stort pres, der er i øjeblikket, siger lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital, Jørgen Schøler Kristensen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Operationer udskydes

Grunden til travlheden på hospitalerne er stadig et mysterium for Regionshospitalet Horsens.

- Vi har ikke nogen særlig god forklaring på det. Der er ikke noget, der springer i øjnene, siger Nils Falk Bjerregaard.

Nils Falk Bjerregaard fortæller at flere operationer udskydes på Regionshospitalet Horsens.
Nils Falk Bjerregaard fortæller at flere operationer udskydes på Regionshospitalet Horsens. Foto: pressefoto

Hos Aarhus Universitetshospital er de heller ikke helt sikre på, hvad årsagen er, men den lægefaglige direktør har dog nogle bud.

- Vi ved, at antallet af børn mes RS-virus er rigtig stort i øjeblikket. Den anden forklaring er, at antallet af akut medicinske patienter er usædvanlig stort for årstiden. Så ved vi, at COVID fylder en lille smule. Det betyder, at det samlet set er hele hospitalet, der er fyldt op, siger Jørgen Schøler Kristensen.

Jørgen Schøler Kristensen fortæller, at AUH er under usædvanligt stort pres.
Jørgen Schøler Kristensen fortæller, at AUH er under usædvanligt stort pres. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Konsekvenserne af den øgede travlhed betyder blandt andet at flere må se flere måneder frem, før de kan få deres ellers planlagt operationer.

- Alt planlagt kirurgi, der belaster vores sengeafdeling sædvanligvis, det har vi desværre måtte udsætte. For at være sikre på, at de akutte patienter, der kommer ind, at de kan blive behandlet hurtigt, siger Nils Falk Bjerregaard fra Regionshospitalet Horsens.

Krisekasse skal hjælpe hospitalerne

Anders Kühnau (S), formand for regionsrådet i Region Midtjylland arbejder på at skaffe flere penge til hospitalerne, så de kan komme igennem det tryk, der i øjeblikket er på.

- Vi er nødt til at betragte det her som en krise. Og i første omgang skal der oprettes en krisekasse, som regeringen har indvilliget i, hvor vi kan afholde de ekstra udgifter for at få sundhedsvæsnet på ret køl, siger Anders Kühnau til TV2 ØSTJYLLAND.

Anders Kühnau vurderer, at det kan tage halvandet år, før krisen er afværget.
Anders Kühnau vurderer, at det kan tage halvandet år, før krisen er afværget.

Anders Kühnau har et møde med sundhedsministeren, Magnus Heunicke, på fredag, hvor krisekassen blandt andet kommer til at være på dagsordenen.

Man skal dog ikke regne med, at det er et problem, der løses med det samme.

- Det her kommer til at tage lang tid. For de ventelister, vi har opbygget, er langvarige, så jeg tror, at vi snakker om et år, måske halvandet, før vi er helt i bund med det, siger Anders Kühnau. 

Der er hårdt pres på navnligt akutafdelingen på flere hospitaler i regionen. Det betyder, at man på flere hospitaler må enten aflyse eller udskyde de planlagte operationer med flere måneder. Årsagen til det store pres er dog ikke helt let at finde. For de personer, der indlægges akut strækker sig fra alt fra lungebetændelse til brækkede arme, og ledelsen på flere hospitaler forsøger derfor febrilsk at finde et mønster i det stigende antal.