Første sager afgjort - mistede begge ben på grund af fejl

Tre patienter har som de første fået erstatning for unødvendige amputationer, oplyser Patienterstatningen.

De første fem sager, hvor patienter har søgt erstatning for fejlamputation i Region Midtjylland, er nu blevet afgjort af Patienterstatningen.

Tre ud af de fem patienter får tilkendt erstatning, mens Patienterstatningen har afvist to sager.

- På en meget trist baggrund er jeg tilfreds med, at vi har fået afgjort de første sager. Vi ved, at det er afgørende for patienterne og deres pårørende for at kunne komme videre i tilværelsen, siger direktør Karen-Inger Bast, Patienterstatningen.

I afgørelsen fra Patienterstatningen kan man læse, at patienterne får erstatning fordi deres behandling blev forsinket. I to af sagerne ender patienterne med at få amputeret deres ene ben på lårbenet. 

Mistede begge ben

Men man kunne have undgået at amputere, hvis ikke behandlingen var blevet forsinket. 

I den tredje sag får patienten amputeret begge sine ben ved lårbensknoglen. Hvis patienten havde fået behandling i rette tid kunne man have reddet hele højre ben og man kunne have nøjedes med at amputere fra venstre knæ og ned på det andet ben. 

I stedet mistede patienten begge sine ben fra lårbensknoglen og ned, skriver Patienterstatningen.  

I de to sager, der er blevet afvist, er forklaringen, at behandlingen levede op til standarden, og at patienterne havde forudgående sygdom, som var årsag til amputationen. 

Rapport udløste skandale

Sagen begyndte at rulle, da en ekstern rapport i foråret landede på bordet hos Region Midtjylland.

Har du fået erstatning, eller venter du på svar? Så tip os her

Tip os

Direktør fyret

Den pegede på, at op mod 47 patienter om året muligvis kunne have undgået eller udskudt deres amputation, hvis de på et tidligere tidspunkt i forløbet havde fået den nødvendige behandling.

Det kom frem, at regionen ikke havde reageret på en advarsel fra et tværfagligt specialeråd om, at antallet af amputationer i regionen lå højt.

Sagen kostede daværende regionsdirektør Ole Thomsen jobbet.

Ole Thomsen mistede sit job i forbindelse med skandalen
Ole Thomsen mistede sit job i forbindelse med skandalen Foto: Region Midtjylland

Regionen gik herefter i gang med at gennemgå flere end 1800 patientjournaler for patienter, der i perioden 2012 til 2022 kunne have været udsat for unødige amputationer.

Regionen oplyste i august, at man havde sendt breve ud til 150 benamputerede og vejledt dem om at søge erstatning.

400.000 for mistet ben 

Det er Patienterstatningen, der afgør, om amputationspatienten har krav på erstatning.

I de fem afgjorte sager har to af patienterne fået cirka 400.000 kroner i erstatning, og en patient har fået cirka 300.000 kroner i erstatning.

Beløbet dækker over godtgørelse for varigt mén samt svie og smerte.

De tre patienter får erstatning, fordi deres behandling af forskellige årsager blev forsinket.

- Vi har vurderet, at den erfarne specialist ville have givet en karkirurgisk behandling, der med overvejende sandsynlighed ville have betydet, at de havde beholdt deres ben, siger Karen-Inger Bast.

Berit Olesen fik fjernet begge sine ben i 2021. Hun frygter, hun kan have mistet sine ben på grund af fejlbehandling
Berit Olesen fik fjernet begge sine ben i 2021. Hun frygter, hun kan have mistet sine ben på grund af fejlbehandling

159 ansøgere 

De første sager siger noget om, hvordan niveauet for erstatningen bliver.

- Beløbsmæssigt så vil de fleste af de sager, der bliver anerkendt, ligge på det her niveau, siger Karen-Inger Bast.

En sammenligning af amputationer på tværs af regionerne har vist, at Region Sjælland faktisk har flest amputationer per 100.000 indbyggere.

Også her er regionen nu gået i gang med at gennemgå patientjournaler.

Samlet set har 159 personer på tværs af alle fem regioner søgt om erstatning på nuværende tidspunkt.

Det tager i gennemsnit ni måneder at behandle en sag, oplyser Patienterstatningen.

/ritzau/