Flere penge på vej til pressede sygeplejersker
Region Midtjylland og Dansk Sygeplejeråd lægger lige nu sidste hånd på en aftale, der skal sikre flere penge til de pressede sygeplejersker i regionen.
Antallet af coronapatienter er stigende, personalet er flere steder under et stort pres, og flere hospitaler har svært ved at finde nok sygeplejersker til at tage sig af de indlagte.
Nu håber Region Midtjylland, at man ved at forbedre de økonomiske vilkår kan få flere til at melde sig frivilligt til coronaberedskabet.
Som tingene er lige nu, får en sygeplejerske i Region Midtjylland 1250 kroner om måneden før skat for at være standby til coronaberedskabet.
De 1250 kroner vokser i den nuværende aftale til 1500 kroner om måneden før skat, når sygeplejerskerne så rent faktisk træder ind i coronaberedskabet.
Men den nuværende aftale udløber ved udgangen af året, og derfor er forhandlingerne i gang om en ny beredskabsaftale for personalet på hospitalerne i Region Midtjylland.
Læs også
En aftale, der er lige på trapperne, og som vil sikre end endnu større honorering til de sygeplejersker, der træder ind i coronaberedskabet.
- Blækket er knap tørt på en ny aftale, som vi netop har indgået, der giver et væsentligt løft i den betaling vi giver til sygeplejersker og andet personale, der står til rådighed i den her situation, siger regionsrådsformand i Region Midtjylland, Anders Kühnau (S), til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Sådan lød ordene fra Anders Kühnau live i TV2 ØSTJYLLANDS udsendelse klokken 19.30, men den udmelding er ifølge kredsformand for Dansk Sygeplejeråd Kreds Midtjylland, Anja Laursen, lige frisk nok, da aftalen teknisk set ikke er skrevet under endnu.
- Vi har indgået i en forhandling om en ny aftale for sygeplejersker i coronaberedskab, som vi forventer er klar til underskrift tirsdag, fordi vi jo ved, at noget af det, der har udfordret den nuværende aftale, er, at det er svært at få sygeplejersker til at melde sig frivilligt, siger Anja Laursen til TV2 ØSTJYLLAND.
Større honorering til sygeplejersker
Selvom Region Midtjylland har meldt aftalen underskrevet lidt for tidligt, så ændrer det ikke ved aftalens indhold, der mest bemærkelsesværdigt indebærer en stigning i det honorar, som de ansatte i coronaberedskabet får.
- Honoreringen for at træde ind i et coronaberedskab vil blive højere, end den hidtil har været, da vi ved, at det er noget af det, der betyder meget for sygeplejerskerne.
Dermed håber man fra Dansk Sygeplejeråds side, at man kan få flere sygeplejersker til frivilligt at melde sig til coronaberedskabet, og det derfor ikke bliver nødvendigt at tvinge folk til det.
Læs også
Hos Dansk Sygeplejeråd er de dog klar over, at der uanset hvad skal være det nødvendige beredskab til at tage sig af coronapatienter.
- Det er strammet op i forhold til den nuværende aftale, at der skal være en dialog med den enkelte sygeplejerske. Det er vigtigt, at den enkelte kan se sig ind i at være en del af beredskabet, og det har vi forsøgt at sikre ved at styrke honoreringen i aftalen, siger Anja Laursen.
Penge i lommen fjerner ikke presset
Det er efterhånden ingen hemmelighed, at sygeplejersker på de østjyske hospitaler er presset til bristepunktet.
Det er en sag, vi på TV2 ØSTJYLLAND har dækket løbende, og vi har senest talt med en næsten nyuddannet sygeplejerske, der går grædende på arbejde og grædende hjem igen.
- Jeg har også flere kolleger, der græder under vagterne, og vi græder mest af alt på grund af følelsen af utilstrækkelighed i vores arbejde, siger sygeplejerske ved akutmodtagelsen på Aarhus Universitetshospital, Lea Kjølby, til TV2 ØSTJYLLAND.
For hende som relativt nyuddannet sygeplejerske har det store pres gjort hende usikker på hendes fremtidige karriere i faget.
- Jeg har været sygeplejerske i et år nu, og jeg ved kun, hvordan det er at være sygeplejerske under en pandemi. Men jeg må sige, at jeg er så presset nu, at jeg ikke tror på, at jeg stadig er sygeplejerske om to-tre år, siger Lea Kjølby.
Hos Region Midtjylland ved de godt, at presset ikke forsvinder ved at give sygeplejerskerne flere penge, og derfor valgte de tidligere i dag, mandag, at aflyse rigtig mange af de planlagte operationer i hele regionen.
Læs også
- Det er en anerkendelse, de skal have også økonomisk, men det fjerner jo ikke det pres, der er på dem, og det skal vi gøre ved at fjerne meget af den planlagte aktivitet på hospitalerne, for det er selvfølgelig ikke rimeligt, at man går grædende på arbejde, siger Anders Kühnau.
TV2 ØSTJYLLAND talte med koncerndirektør i Region Midtjylland, Ole Thomsen, tidligere på dagen mandag, hvor han fortalte, at der sammenlagt i hele regionen vil blive udskudt i nærheden af 400 operationer frem til årsskiftet. De fleste af dem på Aarhus Universitetshospital.
Også penge til sygeplejersker uden for coronaberedskabet
Foruden at have styrket honoreringen til de sygeplejersker, der træder ind i coronaberedskabet, så vil også andre sygeplejersker, der oplever presset fra coronapandemien, kunne modtage honorering ifølge den nye aftale.
- Ved siden af beredskabsaftalen har vi indgået en aftale for de områder, hvor coronapatienterne hovedsageligt er indlagt. Her har sygeplejerskerne oplevet et stort pres, og det har vi ønsket skulle honoreres. Det er ikke alle sygeplejersker, der vil være omfattet af denne aftale, men rigtig mange vil, siger Anja Laursen.
Læs også
Sidst men ikke mindst, så indeholder den nye aftale også en honorering, hvis hospitalet ikke kan tilbyde de fridage, som sygeplejerskerne hidtil har haft.
- Det skal i den nye aftale tilstræbes, at man som sygeplejerske stadig får de fridage, man hidtil har haft. Og hvis ikke det er muligt, skal der honoreres herfor, siger Anja Laursen.
Aftalen skal efter planen underskrives i morgen tirsdag den 15. december. Når aftalen er underskrevet af begge parter, vil den træde i kraft fra den 1. januar, hvor den nye aftale udløber.