Erik ventede på svar i et år: Viste noget helt andet end forventet
Erik Mandal Andersen har været kastebold i demensudredningen i Region Midtjylland. Trods symptomer har det vist sig, at han faktisk er ikke dement.
I et helt år har Erik Mandal Andersen troet, at han var dement. Det samme har hans familie.
Men efter et års ventetid viser det sig nu, at han ikke er dement. I stedet har et hårdt liv med mange sygdomme påvirket hans hjerne de senere år.
- Jeg kan godt glemme, og jeg kan godt blive irritabel, men dement, det er jeg ikke, siger Erik Mandal Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Mens familien er glade for endelig at have fået svar, så er de uforstående overfor, at ventetiden skulle være så lang.
- Det har været et pres. Det har været stressende. Det har været et år i helvede. Det har det, siger Erik Mandal Andersens kone, Helle Nielsen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
TV2 ØSTJYLLAND fortalte første gang om Erik Mandal Andersens situation sidste år, da han fik udsat sin udredning for demens, fordi Danske Regioner opsagde samarbejdet med et privathospital, fordi der var sået tvivl om kvaliteten af deres udredninger.
Siden da har ventetiden nået nye højder og er nu 92 uger.
Selvom Helle Nielsen som pårørende ikke har oplevet 92 ugers ventetid, så har ventetiden haft stor betydning for familien.
- Vi taber tid hver dag. Hvis det er demens, så bliver det dårligere og dårligere, sagde hun dengang til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Og selvom det viser sig, at Erik Mandal Andersen ikke er dement, så betyder det meget for familien endelig at have lægens ord for det nu.
- Det betyder alt. Det er en lettelse. Det er bedre end at vinde i lotto, siger han.