Efter endt strejke: Sådan skal du forholde dig til din udskudte tid på hospitalet
Region Midtjylland forventer mange opkald angående udskudte tider som følge af afslutningen på sygeplejerskestrejken. Men opkald til regionen vil være forgæves.
Hvis du håber på korte udsigter til en udskudt operation eller behandling på et sygehus i Region Midtjylland efter afslutningen af sygeplejerskekonflikten, så tro om igen.
I alt 9594 planlagte operationer og behandlinger er blevet udskudt i regionen, og det kommer til at tage lang tid, før hospitalerne kommer den pukkel til livs, fortæller koncerndirektøren i Region Midtjylland.
- Nok kommer sygeplejerskerne tilbage i morgen, men rigtig mange har ferie til gode. Vi kommer til at skrue op for aktiviteten, men vi kommer ikke i nærheden af vores normale niveau, siger Ole Thomsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Han forventer, at mange af de, der har fået udskudt planlagte operationer eller behandlinger på hospitalerne, vil ringe til regionen for at få svar på, hvad der nu skal ske med deres tid.
- Mange patienter er utålmodige, men vi kan ikke fortælle noget endnu. Vi skal først have et overblik over, hvordan sygeplejerskerne ønsker at afholde deres manglende ferie, siger Ole Thomsen.
- Hvis du har fået udskudt din tid på et af Region Midtjyllands hospitaler på grund af sygeplejerskestrejken, skal du fortsat ikke møde op. Udskydelsen gælder stadig. Du får besked om, hvornår du i stedet skal møde op.
Vil ikke presse sygeplejerskerne
Tilbage i marts og frem til udgangen af juni lavede regionens hospitaler mange flere tusinde behandlinger og operationer end normalt for at komme puklen fra coronanedlukningerne til livs.
- Det drejede sig om nogle tusinde flere operationer, end vi plejer og op mod 80.000 ambulante besøg ekstra i løbet af kort tid. Men det kunne vi kun gøre, fordi sygeplejerskerne ville arbejde ekstra, siger Ole Thomsen.
- Og det er jo ikke sikkert, at de vil det nu. Vi vil ikke presse på overfor sygeplejerskerne.
Læs også
Hvis du er én af de mange tusinde patienter, der har fået udskudt en operation eller behandling, skal du altså væbne dig med tålmodighed.
- Det bliver en visitation på ny, hvor vi går patienterne igennem. Dem, der ikke har mulighed for et privat tilbud, er vi forpligtet til at prioritere. Det kan fx være kræftpatienter, hvor vi er deres eneste mulighed for behandling.
Kontakt egen læge ved forværring
Hvis man derimod har oplevet en forværring af sin tilstand eller mener, at det er decideret farligt at vente på behandling, skal man kontakte sin egen praktiserende læge.
- Så skriver lægen en ny henvisning, hvis der er sket forværringer, og så visiterer vi patienten på ny. Men man skal altså kun ringe til lægen, hvis man synes, der er sket en forværring, hvor man virkelig er utryg. Ellers vil man høre fra os, siger Ole Thomsen.
Læs også
Hvornår de udskudte behandlinger bliver ført ud i livet er fortsat uvist, og der kan stadig gå lang tid, selvom sygeplejerskestrejken er forbi.
- Vi har ikke haft dialog med sygeplejerskerne endnu. Vi venter og ser, hvad de vil gå med til, når de møder op. Vi gør alt for at tage godt imod dem, siger Ole Thomsen.
Han understreger dog, at hvis man har modtaget et privat tilbud på en behandling eller operation, så kan man tage imod det og dermed undgå ventetiden på regionens hospitaler.
Hvis du har en tid på hospitalet, som ikke er blevet udskudt på grund af strejken, så skal du fortsat møde op til den aftalte tid, medmindre du får besked om andet.