Ida Jermiin husker både dagene den 4. og 5. maj 1945 som festlige, men også som dage med ydmygelse af unge tyskertøser og pludselige skyderier.
Ida Jermiin var knap otte år den 4. maj 1945. Hun boede i en lejlighed med sin far og mor i Rosenkrantzgade i det centrale Aarhus.
Danmark havde været besat af tyskerne i al den tid, hun kunne huske.
Hun oplevede frygten i besættelsestiden, og især ét minde fra den tid står lysende klart for hende:
- Jeg vågnede ved et brag, og lysekronen faldt ned i min seng. Det var huset oppe på hjørnet af Rosenkrantzgade og Ryesgade, der var blevet bombet. Der var kun ét hus mellem dem og os, så det er klart, det var meget voldsomt.
Sådan forklarer Ida Jermiin natten til den 22. februar 1945, hvor Lems bolighus blev bombet.
Det er kun en af mange oplevelser, Ida Jermiin kan berette om fra krigstiden. Hun fandt også en blodpøl fra en mand, der var blevet skudt, hun så Aarhushallen stå i flammer og fandt ud af, at en fra gaden var stikker.
Ida spurgte ofte sine forældre, hvad frihed var og med udsigten til at kunne smage bananer og appelsiner for første gang, glædede hun sig til en dag at opleve den. Så ville alle brandene og eksplosionerne også stoppe, sagde de til hende.
- Jeg var vokset op med ufrihed, så friheden kom noget bag på mig, forklarer hun.
Men friheden kom, og beskeden blev leveret via radiobølger fra England den 4. maj 1945.
- Om aftenen fik vi frihedsbudskabet fra London. Godt nok med støjsender på, men det gik klart igennem, fortæller Ida Jermiin.
Krigen var ovre, og Danmark atter frit.
- Det blev en fantastisk aften for alle. Hele gaden var ude af husene, der var dannebrogsflag og bål i gaden. Det var så fantastisk, forklarer Ida Jermiin.
Der var bål, fordi der blev brændt mørklægningsgardiner af. Gardinerne, som var blevet indført med lov allerede den 9. april 1940 på besættelsesdagen, og som havde til formål at mørklægge Aarhus og resten af Danmark, så det var sværere for englænderne at udføre angreb fra luften.
Men de fem mørke år var nu ovre, og lyset fra bålene i gaderne kunne ses som et symbol på, at Aarhus ikke længere skulle være mørk og ramt af ufred, og at man igen kunne lade lyset skinne ind gennem vinduerne.
Ida bemærkede også, at familiens husvært kom kørende ned ad gaden på cykel. Han havde benene oppe på styret, og på bagagebæreren vajede et dannebrogsflag.
- Der vidste jeg, at friheden måtte være fantastisk, for han var en streng herre, siger hun.
Det blev en fantastisk aften for alle. Hele gaden var ude af husene, der var dannebrogsflag og bål i gaden. Det var så fantastisk.
Ida og hendes mor besluttede sig for at gå væk fra Rosenkrantzgade og rundt i byen for at mærke friheden sammen med de glade og fejrende aarhusianere.
På banegårdspladsen stoppede de op, for en tysk marinesoldat klatrede op i en lysmast. Øverst oppe var der en blomsterkasse fyldt med røde og hvide pelargonier. I blomsterkassen placerede den tyske soldat et dansk flag.
Jeg kendte pigen, og jeg vidste godt, at hendes kæreste var tysk soldat. De klippede hendes meget kønne, brune hår af, og det faldt så ned på fliserne.
- Alle klappede og råbte 'hurra'. Både for friheden og for marinesoldaten. Også selvom han var tysker, forklarer Ida Jermiin.
Selvom den 4. maj 1945 var en festdag, oplevede Ida Jermiin noget, der var så ubehageligt, at billedet aldrig forsvinder, og som betød, at hun og moderen efterfølgende blev nødt til at gå tilbage mod Rosenkrantzgade.
For selvom Danmark kun akkurat var blevet frit, blev det hurtigt tid til at straffe dem, der havde støttet tyskerne.
På gaden foran dem, blev en ung pige holdt fast af mange drenge. Når Ida Jermiin tænker tilbage på episoden i dag, tror hun måske også, at der var nogle husmødre, der hjalp til. Men hun er ikke sikker.
- Jeg kendte pigen, og jeg vidste godt, at hendes kæreste var tysk soldat. De klippede hendes meget kønne, brune hår af, og det faldt så ned på fliserne, fortæller Ida Jermiin.
Den lille Ida kunne ikke forstå, hvorfor pigen ikke længere havde fortjent at have sit hår.
- Så pus, det her skal vi ikke se på, sagde Idas mor, og sammen spadserede de tilbage til Rosenkrantzgade.
Det gør stadigvæk ondt, når jeg tænker på det. Det var sørgeligt, at to unge mennesker, der var kommet til at holde af hinanden, tilfældigvis befandt sig på hver deres side af billedet.
Selvom episoden var hurtigt overstået, bævrer Ida Jermiins kæbe lidt, når hun fortæller historien i dag, og hendes øjne ændrer sig fra lysende og levende til tænkende.
- Det gør stadig ondt, når jeg tænker på det. Det var så sørgeligt, at to unge mennesker, der var kommet til at holde af hinanden, tilfældigvis befandt sig på hver deres side af billedet.
Og sådan sluttede Ida Jermiins 4. maj 1945.
- Tyskerpigerne var dem, der var kærester med tyskerne. Det var meget problematisk, fordi man mente, det var landsforræderi, siger Søren Tang Rasmussen, som er museumsinspektør på Besættelsesmusset i Aarhus.
- Det, at klippe håret af dem, var den ultimative ydmygelse, forklarer han.
Det var ikke ulovligt at være kærester med en tysker, men efter krigen undersøgte man, om pigerne kunne betragtes som stikkere, da de kunne have sladret til deres kærester, men der var ikke mange, der blev dømt.
- Modstandsbevægelsen i Aarhus ønskede ikke, at man straffede tyskerpigerne. Pigerne var derimod et offer for pøblen, forklarer Søren Tang Rasmussen.
Tyskertøser
- Danske piger, der gik i seng med tyskerne, blev blandt andet kaldt ”feltmadrasser”, ”tyskertøser” og ”syfilishopper”
- Man mente, at kvinderne både svigtede de danske mænd og nationen ved at foretrække tyske mænd
- Den første registrerede klippeaktion fandt sted i september 1940, og antallet af klippeaktioner toppede under Augustoprøret 1943 og i befrielsesdagene
- Det antages, at der var ca. 50.000 tyskerpiger i Danmark.
- Resultatet af danske kvinders forhold til tyske soldater var cirka 5.500 registrerede børn.
Selvom det i dag er 4. maj, der har størst betydning for Ida Jermiin, er der især én episode fra den 5. maj 1945, hun husker tydeligt. I samme opgang som Ida og hendes familie boede hendes faster. Den 5. maj hentede fasteren Ida, så de sammen kunne gå ud og fejre befrielsen.
Det lune vejr fra aftenen før var blevet overtaget af mørke skyer, og Ida frøs lidt. Men hun havde sin befrielseskjole på. Den var rød med hvide prikker.
Det viste sig hurtigt, at Ida skulle blive skuffet over befrielsen. Hun var blevet fortalt, at skyderierne ville slutte nu, men sådan blev det ikke:
- Min faster og jeg bevæger os gennem byen. Til at begynde med er det ganske fredeligt. Vi kommer ned i nærheden af Clemens Bro, forbi Clemensstræde næsten ned til Bispetorv, forklarer hun.
Der hørte Ida og hendes faster skyderier, og de flygtede sammen med resten af den store mængde af aarhusianere væk fra stedet. Ingen af dem anede, hvad der skete.
- Det skuffede mig virkelig meget. Det havde jeg ikke forventet af en frihed, forklarer Ida Jermiin.
- Min faster og jeg nåede helt op omkring Reginakrydset, hvor der var en port, vi kunne løbe ind i.
Der stod Ida i sin nye kjole med sin faster og ventede på, at skyderierne skulle stoppe. Da der havde været stille længe, begyndte de turen hjem.
Danskerne fik frihedsbudskabet den 4. maj, men det var først gældende fra den 5. maj, og det er derfor, det er den dag, vi fejrer befrielsen.
Ida Jermiin er ikke helt sikker på, hvorfor der var skyderier på Bispetorv den 5. maj 1945, og det er hun ikke ene om - heller ikke Søren Tang Rasmussen kan give et entydigt svar:
- Man ved ikke helt, hvad det var der skete, men en tysk patrulje mødte modstandsbevægelsen, og der er på en eller anden måde opstået en misforståelse, der medførte, at de begyndte at skyde.
Den her coronatid, den kan jeg næsten udenad. Dengang hed fjenden tyskerne, i dag hedder den bare corona.
Skyderierne blev stoppet, da den tyske kommandant i Aarhus og chefen for modstandsbevægelsen indgik en aftale.
I alt anslår Besættelsesmuseet, at 14 civile mistede livet i Aarhus den dag.
I dag er Ida Jermiin næsten 83 år gammel, hendes hår gråt og skulderlangt. I 1993 tog hun nemlig beslutningen om at flytte fra storbyen Aarhus til Samsø.
- Når hele ens barndom har været i ufrihed, så sætter man stor pris på friheden. At der ikke faldt flere bomber, at der ikke var flere store brande, og at der ikke var stikkere at være bange for, forklarer hun.
Ida har ikke drukket kaffe med andre end sin nabo de sidste mange uger, fordi hun frygter at blive smittet af coronavirussen.
- Jeg er simpelthen alt for glad for livet, siger hun.
Men hun føler, at hendes barndom under besættelsen har rustet hende til bedre at kunne leve i coronatiden.
- Under besættelsen lærte vi at leve med, at der var mangler. Vi lærte at leve med rationeringer, vi lærte at leve med udgangsforbud. Så den her coronatid, den kan jeg næsten udenad. Dengang hed fjenden tyskerne, i dag hedder den corona, forklarer hun.
Jeg håber, at alle vil fejre 4. maj med lys i vinduerne. Masser af lys for den frihed vi elsker og har brug for.
For Ida Jermiin vil den 4. maj altid være en helt speciel dag, og hun har en opfordring til alle danskere:
- Jeg håber, at alle vil fejre 4. maj med lys i vinduerne. Masser af lys for den frihed vi elsker og har brug for, siger hun.
Skrevet og tilrettelagt af: Anne Steen Troensegaard
Gamle fotos: Udlånt af Besættelsesmuseet i Aarhus
Nye fotos: Nanna Odmand Nielsen og Oskar Fisker
Redaktør: Thomas Skov
Layout og udvikling: Frederikke Schmidt
Læs også
