Alle vaccinationscentre åbner nu for stik uden tidsbestilling

Samtlige vaccinecentre i Region Midtjylland åbner fra på tirsdag den 10. august for vaccinationer uden tidsbestilling.

Fra tirsdag den 10. august er det ikke længere nødvendigt at booke tid, hvis man vil have en corona-vaccine i Østjylland.

Efter forsøgsordninger i blandt andet Randers og Odder åbner Region Midtjylland nu op for, at man på alle vaccinationscentre i landsdelen kan møde op uden at have bestilt en tid på nettet.

Det oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse. 

- Vi har både vacciner og ledige hænder, og forsøg har vist, at nogle borgere foretrækker fri adgang og evt. ventetid, fremfor at bestille tid og møde op på et bestemt tidspunkt. Dem vil vi gerne tilbyde vaccination på denne måde, siger Anders Kühnau (S), formand for regionsrådet i Region Midtjylland i en pressemeddelelse. 

Muligheden for vaccination uden tidsbestilling gælder alle over 12 år til både første og andet stik, og der bliver vaccineret med både Moderna og Pfizer.

I alt har regionen omkring 100.000 ledige vaccinetider i næste uge, så der burde være nok til alle. 

- Vi ved, at et ret stort antal borgere har fået brev om, at de kan blive vaccineret. Men af en eller anden grund sker der ikke rigtigt noget med invitationerne. Måske er det ferien, der spiller ind, det ved vi ikke, men nu prøver vi at gøre det nemmere at få både første og andet stik, siger Anders Kühnau

Fin succes i Odder

TV2 ØSTJYLLAND var fredag på besøg hos Spektrum i Odder, hvor der var åbnet for pop-op-vacciner. Her benyttede en del lokale sig af tilbuddet.  

- Jeg havde ellers en vaccination om en uge, men jeg kan ligeså godt få det overstået nu, siger Niels Olesen fra Odder til TV2 ØSTJYLLAND. 

- Det er en fed mulighed, så kommer jeg foran i køen i stedet for at skulle vente helt til den 19., siger Hanne Flink Gammelgaard, der ligeledes fik stikket fredag. 

Selvom der altså fra tirsdag er mulighed for drop-in-vaccinationer i hele regionen, vil man et andet sted i Østjylland - i Horsens - gøre endnu mere for at få flere vaccineret.

- Vi planlægger med i de næste uger at lave noget pop-op-vaccination på uddannelsessteder, fordi vi har god erfaring med at flytte vacciner ud til borgerne, siger Anne Overgaard Bohlbro, der er koordinator for vaccionationsindsatsen i Horsens, til TV2 ØSTJYLLAND.

Fredag blev der vaccineret i Odder - uden tidsbestilling.