Alle borgere i Kolding bør testes: Region Midtjylland sender testbiler
På grund af et større udbrud af coronavirus anbefaler sundhedsmyndighederne, at alle 60.000 kolingensere bliver testet. Region Midtjylland bidrager med testbiler til opgaven.
Smitten med coronavirus stiger i Kolding i øjeblikket, og det har fået sundhedsmyndighederne til at anbefale test af alle borgere i byen.
Da det drejer sig om test af op mod 60.000 borgere, får Region Syddanmark hjælp til opgaven fra både Region Midtjylland og Region Sjælland.
Det oplyser Region Syddanmark i en pressemeddelelse.
Udmeldingen fra myndighederne, om at borgerne bør lade sig teste, kommer efter, at Kolding fredag har overtaget den kedelige førsteplads over kommuner med det højeste smittetryk fra Ishøj.
Skoler og daginstitutioner lukket
Kolding har for de seneste syv dage registreret 251,6 smittede per 100.000 indbyggere.
På Twitter skriver regionen:
- Vi er blevet bedt om at teste alle borgere i Kolding by i løbet af næste uge. 60.000 mennesker. Den opgave løfter vi selvfølgelig. Blandt andet med hjælp fra gode folk @Region_Midt.
Som følge af smitteudbruddet er alle skoler og daginstitutioner i Kolding by lukket til og med 28. februar.
Det påvirker 28 daginstitutioner og 15 skoler i Kolding by og dækker dermed hele postnummer 6000.
Borgmester giver britisk variant skylden
Kommunens borgmester siger, at han vurderer, at det er den britiske variant af coronavirus, der er skyld i den dramatiske udvikling i kommunen:
- Det viser bare, hvad den britiske variant kan, når den bryder ud i fuld flor, som den desværre har gjort i Kolding.
Læs også
- På halvanden uge er vi gået fra at diskutere genåbning og have et utroligt lavt smittetal, til at vi er topscorer i Danmark, siger borgmesteren.
Jørn Pedersen har ikke tal for, hvor mange af de i alt 234 personer der er testet positive den seneste uge, som er smittet med den britiske variant.
Men også kommunaldirektør Thomas Boe har fremhævet, at smittespredningen er taget til, efter at den britiske variant for halvanden uges tid siden for første gang blev konstateret i Kolding.
Accepterer tiltag
Borgmesteren siger, at han accepterer tiltagene om at lukke kommunens skoler og daginstitutioner..
- Jeg er glad for, at man ikke lukker hele kommunen ned, for vi har jo ikke smittede uden for Kolding by.
- Jeg kunne da godt have set for mig, at man nøjedes med at lukke de skoler og daginstitutioner, som var ramte. Men man vælger af forsigtighedsprincip at gøre det her. Og det bakker jeg fuldstændig op om, siger Jørn Pedersen.
Læs også
Han tilføjer, at lærdommen ved smitteudbruddet er, at det er en risiko ved en delvis genåbning med mere dagligdag.
- Og så må vi bare erkende, at vi skal være klar med den store hammer, når der kommer smittede og lukke ned med det samme. Og det er vi klar til, siger borgmesteren.
Et andet tiltag for at bremse smitteudviklingen er, at alle borgere over 12 år, der bor i postnummer 6000 Kolding, opfordres til at lade sig coronateste.