18.000 blodprøver: Så mange ansatte har antistoffer
3,4 procent af de ansatte på hospitalerne i Region Midtjylland har antistoffer mod coronavirus. I Aarhus er tallet på blot 1 procent.
Mange hundrede ansatte på Region Midtjyllands Hospitaler har antistoffer mod corona i kroppen. Det betyder, at de tidligere har været smittet med coronavirus. Nogle af dem uden at vide det.
Antistofferne sikrer, at kroppen ikke kan blive smittet med samme virus igen.
Den nye opgørelse fra Region Midtjylland viser, at der store forskelle på de forskellige hospitaler og afdelinger.
Særligt Hospitalsenheden Vest stikker ud fra gennemsnittet. Her har 12 procent af de ansatte antistoffer i kroppen - på enhedens akutafdeling i Herning er det 30 procent.
- Vi kender til 215 ansatte med konstateret COVID-19, men tallene viser, at flere reelt har været smittet – herunder smittede uden symptomer. Vi poder fortsat ansatte for at finde ud af, om nogen aktuelt er smittede, men ingen blandt personalet har fået påvist coronavirus-infektion de seneste to måneder, siger lægefaglig direktør i Hospitalsenheden Vest, Jens Friis Bak i en pressemeddelelse.
Læs også
Direktøren udtaler stor sympati med de mange ansatte, der har været smittet.
- Vi er berørte over, at så stor en andel af medarbejderne har været smittet, og af at det har været og for nogle fortsat er hårdt at komme igennem, tilføjer Jens Friis Bak.
Meget få i Aarhus
I Aarhus ser tallene noget anderledes ud. Her er det kun 1 procent, der har antistoffer i blodet.
- Jeg synes, at de tal, der ligger fra Aarhus Universitetshospital er rigtig flotte, når vi tænker på de udfordringer, vi stod med, siger ledende overlæge Lars Østergaard til TV2 ØSTJYLLAND.
- Det er mange steder gået godt, men der er steder, hvor smitteudsættelsen har været højere. Det er primært der, hvor man har været tættest på patienten, uddyber han.
Læs også
18.000 hospitalsansatte i Region Midtjylland har ladet sig teste for antistoffer. De mange blodprøver afslører vigtig viden om COVID-19.
Blandt andet viser undersøgelsen, at der er meget få, der har immunitet.
- Det overordnede fund af antistoffer hos 3,4 procent viser, at meget få kan være immune, og da virus stadig er i omløb, så er det fortsat vigtigt, at alle følger de retningslinjer, der gælder for hygiejne og værnemidler, både for at beskytte patienter, kollegaer og sig selv, siger Lars Østergaard.
I Hospitalsenhed Midt havde 3,5 pct. af de ansatte antistoffer, på Regionshospitalet i Randers lyder tallet på 1,5 procent og i Horsens er det 2,2 procent af de ansatte, der har antistoffer mod corona i blodet.
I psykiatrien i Region Midtjylland er det samlede tal 1 procent. På alle hospitaler er der variationer mellem de enkelte afdelinger.