Ville fremskynde varehus-plan
Randers ville haste Bilka-varehus igennem
Randers forsøgte at underminere en lov ved at lynvedtage en plan om et nyt Bilka-varehus.
Det mener et politisk flertal i folketinget, som nu svarer igen ved at fremskynde den ny planlov og dermed stoppe projektet i Randers, skriver DR Østjylland.
Det politiske flertal i Randers satsede på lige akkurat at nå at vedtage en plan, der tillader et varehus i Paderup.
Nu vil et flertal på Christiansborg dog fremskynde behandlingen af planloven, fortæller Enhedslistens folketingsmedlem Per Clausen:
- Jeg har ikke haft nogen speciel kommune i tankerne, men når man får indtryk af, at nogen forsøger at undergrave den nye lov ved at fremskynde planer, så er det logisk, at vi vedtager loven, så hurtigt vi kan, siger Per Clausen.
I dag har Randers' borgmester Henning Jensen Nyhuus foretræde for Folketingets miljøudvalg.