Video: Tina fik vild dyreoverraskelse i sin have
Tina Abildgaard fra Randers havde lørdag aften besøg af både en ræv og et pindsvin i sin have.
Et noget umage par dukkede lørdag aften op hjemme hos Tina Abildgaard fra Randers.
Hun har i mange år sat foder frem til pindsvin, der besøger hendes have. Men på det seneste er nogle nye gæster begyndt at dukke op.
Flere ræve er nemlig blevet besøgende i, hvad Tina Abildgaard selv kalder for "Tinas Zoo".
- Jeg blev overrasket. Jeg troede ikke, at ræve ville komme herind i byen, men de er meget velkomne. Mine hunde synes ikke, at de er så velkomne, men det gør jeg, siger Tina Abildgaard med et grin.
Er ikke farlige
Tina Abildgaard fortæller, at der har været i hvert fald to forskellige ræve på besøg. Mens andre måske ville være bange for de små røde kødædere, så bekymrer de ikke Tina Abildgaard.
- De er mere bange for mig, end jeg er for dem. Når jeg viser mig i vinduet, så forsvinder de med det samme, fortæller hun.
Hun indrømmer dog at have været lidt bekymret for pindsvinene, der plejer at have maden for sig selv.
- Jeg var bange for, om de ville gøre pindsvinene noget. Men så længe, at de ikke gør de andre dyr noget, så er de velkomne, siger Tina Abildgaard.
Kan komme flere dyr til
Selvom rævene indtil videre har været nogle høflige gæster, så har dyrene dog også givet lidt problemer.
- Jeg har en overdækket terrasse med en seng, hvor jeg nogle gange sover. Jeg ved ikke hvorfor, men her har de været oppe at skide i, og det var ikke så lækkert, siger Tina Abildgaard.
"Tinas Zoo" har ikke planer om at udvide igen foreløbigt. Tina Abildgaard vil dog ikke afvise, at der kan komme flere dyr til - det er dog ikke alle dyr, der er velkomne.
- Jeg håber ikke, at der kommer en ulv, siger hun med et grin og fortsætter:
- Jeg skal måske udvide med en grævling næste gang. Så længe de ikke spiser andre dyr, så er de velkomne hos mig.