VIDEO: Martin fra Randers sluger kæmpeis på fire minutter
Martin Jul Munkholm satte sin modstander helt til vægs, da de skulle spise is på tid
I TV2 ØSTJYLLAND isspisnings-duel fra Grønvang i Randers viste Martin Jul Munkholm sig som en sand stjerne ud i disciplinen at spise "Grønvang Special Deluxe" på tid. Blot fire minutter tog det ham at indtage isen, der indeholder, hvad der svarer til 15-16 kugler.
Han duellerede mod den på udseendet favorit i den veltrænede Jens Ødum. Men den lille narrede den store.
- Jeg kan godt mærke, at den kom ned hurtigt. Hvis jeg ikke havde kørt spinning tidligere i dag, så kunne jeg nok godt have spist den på to et halvt minut, sagde Martin Jul Munkholm til TV2 ØSTJYLLAND efter duellen.
Taktikken havde i så fald været lidt anderledes, end den han brugte for at få isen ned på fire minutter.
- Så havde jeg formentlig haft mere is i ansigtet. Så havde jeg nok trukket den hurtigere ned, kunne jeg forestille mig, sagde Martin Jul Munkholm.
I sin omgangskreds er Martin Jul Munkholm kendt som lidt af en mester ud i at spise hurtigt.
- Alle, dem jeg kender, tør ikke spise mod mig, lyder det fra ham.
Øverst på siden kan du se interview med Martin Jul Munkholm og længere oppe i artiklen kan du se vores Facebook Live med konkurrencen.