Video: Derfor synes vi, de er "meganuttede"

Vi har besøgt de to nyfødte killinger med jaguarforældre i Randers Regnskov. Se video af de "meganuttede" dyr her.

En prikket og en sort. Omkring et halvt kilo hver. I går kunne vi fortælle, at Randers Regnskovs jaguar Chica har fået to killinger med jaguaren Bentor.

Nu har vi været på besøg hos Randers Regnskov, som har vist de to pelsede nye beboere i anlægget frem. Resultatet af besøget kan du se i artiklen herover.

Hos Randers Regnskov er man næsten sikre på, at der er tale om en han og en hun.

- Men vi har jo ikke set sådan nogle killinger før, så vi er ikke 100 procent sikre, siger udstillingschef Brian Rasmussen til TV2 ØSTJYLLAND.

Store øjne, fejlproportionerede og meganuttede

Mange vil nok - som Brian Rasmussen også siger - mene, at de to killinger er "meganuttede", men hvorfor er det lige, at vi er så betagede af dyreunger?

Den plettede her er sandsynligvis en han, mens den sorte er en hun.
Den plettede her er sandsynligvis en han, mens den sorte er en hun. Foto: Brian Rasmussen, Randers Regnskov

- Det er noget helt biologisk, at vi er vilde med dyrebørn. De har typisk store øjne og store fødder og er sådan lidt fejlproportionerede. Det trykker på nogle knapper i os mennesker, så vi bare synes, at de er meganuttede, siger udstillingschefen.

Randers Regnskov har i mange år ventet på, at der skulle komme jaguarkillinger. Det har man ønsket sig, siden man fik jaguarer tilbage i 2014. Og nu er det altså blevet en realitet.

Det næste lange stykke tid skal killingerne være i Randers Regnskov sammen med deres mor, men når de bliver store nok, skal de videre ud i andre europæiske zoologiske haver.

- De kommer derhen, hvor deres gener passer bedst ind. Og det er faktisk rigtig godt, at vi nu kan give hannen Bentors gener videre, for de ikke særlig godt repræsenteret i de europæiske zoologiske haver, sagde Brian Rasmussen i går.