Video: Bag om Hvidstengruppen

De betalte den højeste pris for friheden

28:29

1 af 2

Det er næsten 70 år siden, at otte medlemmer af den kronjyske modstandsgruppe Hvidstengruppen blev henrettet af den tyske besættelsesmagt.

Alligevel er historien om deres kamp for Danmarks frihed ikke blevet mindre nærværende. Næsten tværtimod.

En ny spillefilm om kroejeren Marius Fiil og resten af modstandsgruppen fra Randers' nordlige opland har skabt fornyet interesse for Hvidstengruppen. Hvem var de? Hvad kæmpede de for? Og hvordan bar de sig ad?

I to dokumentarprogrammer går TV 2 | ØSTJYLLAND tæt på den fascinerende historie om Hvidstengruppen og den nye film om deres kamp mod tyskerne.

Den første udsendelse blev sendt søndag aften. Her kan man blandt andet få historien fortalt af det eneste nulevende medlem af Hvidstengruppen, Svend Andersen, samt datteren til et af de dræbte medlemmer, Ulla Pedersen.

Du kan se hele udsendelsen øverst på denne side.

Det sidste af de to programmer bliver sendt søndag d. 26. februar kl. 20. Programmet går bag om produktionen af den biografaktuelle spillefilm.

Hvidstengruppen

Otte medlemmer af Hvidstengruppen blev henrettet 29. juni 1944 i Ryvangen i København.

Henrettelserne var den direkte årsag til en stor folkelig opstand mod tyskerne - den såkaldte folkestrejke - få dage efter.

Kort efter befrielsen blev urnerne med de otte dræbte ført tilbage til Hvidsten, hvor der blev anlagt en mindelund.