Vestervangsskolen klar med første fase af nybyggeri
Ifølge skolelederen har det været en udfordring at samle øge elevtallet til det dobbelte
Vestervangsskolen i Randers har de seneste måneder gennemgået en større ombygning. I dag, torsdag, står første fase færdig.
- Det har været en kæmpe stor udfordring, men samtidig også en rigtig spændende proces at være med i. Vi må sige, at vi asfalterer samtidig med, at vi kører på vejen, og vi ved, at i det her første år er vi især udfordret på pladsen, siger Elsebeth Andersen, der er skoleleder på skolen.
Skolen er en af de folkeskoler, som har modtaget flere elever efter sommerferien som konsekvens af Randers Kommune nye skolestruktur.
Fem folkeskoler er lukket, og det har betydet, at elevtallet på Vestervangsskolen er steget fra 450 til 1065 elever.
Spørgsmålet er så, om hvordan det er forløbet. Er det gået problemfrit?
- Problemfrit, stort set ja. Vi må tænke på, at vi har dannet helt nye klasser, og vi har blandet en helt ny personalegruppe. Når man så tager det i mente, ja. Men det har været en udfordring, og nej det vil også være forkert at sige, at der ikke har været problemer i det, svarer skoleleder Elsebeth Andersen.
- Men de problemer, der har været, er lige så meget med, at der kommer nogle unge mennesker i udskolingen, som skal finde ind i nogle nye roller. Nogle af dem af smaskforelskede, og nogle af dem prøver grænser af, og sådan er det, når man er sammen med rigtig mange unge mennesker, fortsætter hun.
I udskolingen er det fire skoler, der er blevet fusioneret, mens det hos indskolingen og på mellemtrinnet blot er elever fra to skoler, der er blevet sat sammen i de nye klasser.
Næste punkt på programmet er nye faglokaler til for eksempel musik og fysik og flere klasselokaler, som skal stå færdig 1. august næste år.
Se interviewet med skolelederen i videoen øverst på siden.