Vestas indleder jagten på grønne vækstpakker
Vestas med hovedsæde i Randers har indledt jagten på de billioner af kroner, som er øremærket til grønne teknologier.
Danske virksomheder som Vestas, Grundfos, Danfoss, Haldor Topsøe og Cowi har indledt jagten på de billioner af kroner, som verdens rigeste lande har øremærket til grønne teknologier i forsøget på at skubbe økonomien i gang. Det skriver dagbladet Børsen
En ny analyse fra DI kortlægger, at mere end 500 mia. dollar (2681 mia. kr.) lige nu er ved at blive skudt ind i markedet for grøn teknologi i forbindelse med de koordinerede vækstpakker fra G20-landene, der på torsdag i Pittsburgh mødes for tredje gang på 10 måneder i skyggen af den økonomiske krise.
Vækstpakkerne kommer som en tiltrængt redningsplanke for den kriseramte danske energieksport, der som Børsen skrev i fredags er dykket med 15 pct. i første halvår 2009.
Flere danske virksomheder har allerede fingrene nede i de udenlandske vækstpakker, mens andre står på affyringsrampen til at udnytte styrkepositionen inden for bl.a. vindmøller og energieffektive løsninger.
- Der bliver hældt rigtig mange penge ud på de markeder, vi eksporterer til. Det vil danske virksomheder også kunne få del i, siger Anders Stouge, der har tæt kontakt med de danske virksomheder som branchedirektør i DI Energibranchen.