Verdensstjerne til Randers HK
Afløser to danske spillere
Det bliver den franske landsholdsstjerne Siraba Dembele, der skal løfte arven efter de danske landsholdsspillere Mie Augustesen og Gitte Aaen på venstre fløj for Randers HK i landets bedste håndboldrække for kvinder.
Mens de to danskere stopper, kommer Siraba Dembele til klubben fra Toulon. Hun blev i 2011 kåret til årets spiller i Frankrig. Den 25-årige fløj har spillet 130 A-landskampe, og træner Jan Leslie glæder sig til samarbejdet.
- Siraba er en etableret verdensstjerne, som bliver vores førstevalg på venstre fløj, og én af de spillere der skal sætte dagsordenen på vores hold, siger Jan Leslie i en pressemeddelelse.
- Hun er dygtig til at dække op og også på andre pladser end fløjen, og i en lang sæson hvor der altid kommer skader, er det en fordel, at hun også kan spille back, siger han.
Over for Randers Amtsavis betegner Jan Leslie hende som en af verdens to bedste på positionen.
Ville prøve et nyt land
Dembele ser frem til udfordringen i den danske liga.
- Jeg havde forskellige muligheder for at fortsætte i Frankrig, men jeg ville gerne prøve et helt nyt land og en anden håndboldkultur for at udvikle mig som håndboldspiller, siger hun til Randers Amtsavis.
Hun betegner sig selv som en hårdtarbejdende fighter.
- Uanset om du er god eller dårlig, kan du altid lære nye ting i håndbold. Jeg har spillet i mange år i Frankrig, og det bliver helt anderledes at komme til Danmark, og jeg ved det kræver hårdt arbejde at få succes, siger Dembele i en pressemeddelelse.
Ud over Dembele har Randers HK hentet den blot 18-årige Freja Cohrt i FC Midtjylland. Hun spiller på U18-landsholdet og er udset til at være gardering for franskmanden.