Væltet statue skal provokere
Et nyt markant kunstværk i centrum af Randers skal provokere og give stof til eftertanke.
Et nyt kunstværk er på vej i Randers - og det skal vække opsigt.
Det er den lokale kunstner Erik A. Frandsen, som står bag værket med arbejdstitlen 'Den Væltede Statue'.
Statuen skal placeres på en landskabstrappe, der opføres i forbindelse med byggerierne på Thors Bakke og forbinder det nye med Østervold og resten af centrum.
Det oplyser Randers Kommune.
- Det er et betydningsfuldt værk. Der er tale om en visuelt markant skulptur, som båder vækker overraskelse og undren, som provokerer og giver stof til eftertanke. Med Erik A. Frandsens værk får vi en af vores absolut største samtidskunstnere med i vores række af vigtige skulpturer. Vi får kunst af høj kvalitet, siger Torben Hansen (S), borgmester i Randers Kommune.
Lokale bag nyt kunstværk
Det er en lokal gruppe erhvervsfolk, der har stået i spidsen for projektet. De har indsamlet 1,5 millioner kroner, mens Randers Kommune giver 3 millioner kroner. Budgettet for projektet er sat til maksimalt 5 millioner kroner, og der arbejdes fortsat på at indsamle flere penge.
Ifølge kunstner Erik A. Frandsen understreger og tydeliggør det væltede monument de forandringstider, vi lever i.
Læs også
'Den 8 meter høje og 1.5-2 tonstunge, sprøjtemalede aluminiumsskulptur, som er væltet ned af sin alt for lille sokkel, nu ligger og udfordrer og understreger de bevægelser og strømninger, der sætter spørgsmålstegn ved hierarkierne i vores samfund. Tidernes foranderlighed og den folkelige forankring i vores magtsymboler,' står der i skitseforslaget til værket.
Erhvervslivets indsamlingskomité repræsenteres af Jens Nielsen fra Pedersen & Nielsen automobilforretning, Søren Fischer fra Randers Gears og tidligere direktør i Randers Kommune, Erik Mouritsen.
- Vi synes, at med etableringen af den skitserede trappe og kunstneriske udsmykning skabes der et nyt byrum, som ikke alene binder bydelene sammen men også skaber videreudvikling af kunst i det frie rum i Randers Kommune, siger Jens Nielsen ifølge pressemeddelelsen fra Randers Kommune.
Den Væltede Statue
Det nye forslag til et skulpturprojekt på Landskabstrappen på Thors Bakke, ”Den væltede statue” (foreløbig arbejdstitel) fremstår som et markant skulpturelt bindeled mellem Randers City/Østervold og Thorsgrunden. Projektet understreger skulpturaksen fra Gudenåen og forbi Ingvar Cronhammers ”Red Fall” via det nyindviede regnvandsbassin, videre op af Østervold til Cronhammers ”Fontæne” og Helen Schous ”Jyske Hingst” og sluttelig fikspunktet med Erik A. Frandsens spektakulære ”Den væltede statue”.
Kilde. Skitseforslaget om Den Væltede Statue
Du kan se og læse mere om værket i skitseforslaget om Den Væltede Statue her.