V-top undrer sig over Venstre i Randers' beslutning
Det er ikke Venstre-politik at tvinge svinekød på menuen, lyder det fra partitoppen på Christiansborg
Venstre i Randers står alene med ønsket om at tvinge daginstitutioner til at servere svinekød.
Det er i hvert fald ikke Venstres politik på landsplan, understreger folketingsmedlem Anni Matthiesen (V), der er Venstres børne- og undervisningsordfører.
- Det undrer mig, at det er en beslutning, man vælger at tage i byrådet, for jeg synes ikke, det er helt i harmoni med Venstres frihedsværdier, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Vedtaget: Gris på menuen et krav i Randers Kommune
Hun peger i stedet på, ligesom mange af forslagets kritikere har gjort, at forældrebestyrelserne fint kan administrere madordningerne selv.
- I Venstre går vi jo ind for frihed, og vi går også ind for, at man træffer nogle beslutninger tæt på borgerne, og jeg mener også, at en beslutning, som den her, helt naturligt burde ligge i de forskellige forældreråd, siger Anni Matthiesen.
Få hele historien i indslaget øverst i artiklen.