Uroen ulmer i Vestas-ledelsen
Frustrationer har ført til hemmelige krisemøder
Frustrationer i Vestas' øverste lag har ifølge dagbladet Børsen ført til hemmelige krisemøder uden topchef Ditlev Engel.
Det første møde skulle angiveligt have været afholdt i torsdags. Baggrunden er en massiv utilfredshed med den "manglende ledelse af virksomheden under krisen siden slutningen af 2008 og til i dag", skriver Børsen.
Næstformand Torsten Rasmussen bekræfter, at der har været afholdt et møde mellem flere Vestas-ledere og bestyrelsesmedlemmer, men vil ikke uddybe det nærmere.
- Det er et oprør
Mødet er angiveligt foranlediget af otte-ni medlemmer af ledelsen under den absolutte topledelse med koncernchef Ditlev Engel i spidsen.
- Der er oprør. Hvis Ditlev ikke er med til møderne, så er der utilfredshed med tingene, siger en anonym kilde til dagbladet Børsen.
Ditlev Engel udtaler til avisen, at han ikke er bekendt med, at der har fundet et møde sted.