Unge gider ikke arbejde
Tre ud af fire unge dukker ikke op i aktivering
Unge i Randers gider ikke arbejde for deres kontanthjælp. Det viser erfaringer fra Randers Kommune, som for nylig satte gang i et nyt aktiveringsprojekt.
Den nye ordning gør, at de unge kontanthjælpsmodtagere hurtigt bliver sat i arbejde, når de melder sig ved kontanthjælpsskranken.
Et af de steder, de unge bliver henvist til, er Randers Naturcenter.
- Fremmødet har været stærkt dalende. Vi skulle have haft 20 kontanthjælpsmodtagere på arbejde i mandags, og her mødte kun 11 op. I tirsdags var der så kun 8 på arbejde og onsdag kun 4, siger den daglige leder på Randers Naturcenter Hans Kiesbye Holm til TV 2 | ØSTJYLLAND.
De unge kontanthjælpsmodtagere mister ydelsen fra kommunen, hvis de ikke møder op på arbejdet uden en god grund.
Så allerede efter kort tid med ordningen ser Randers Kommune ud til at spare mange penge på den nye aktivering.