Ung tyv blev grebet på fersk gerning og lavede en "askepot"
En tabt sko var mandag morgen med til at pågribe en indbrudstyv i Randers. Her var han brudt ind hos en 58-årig kvinde, som selv skubbede ham ud igen
Selvom det kunne lyde som et eventyr, så var det helt virkeligt, da en kvinde i morges stod i sit badeværelse og hørte larm fra sin stue.
Da hun gik derind, stod der er en fremmed mand og rodede i hendes skuffer.
- Han var ikke voldelig, og hun sørgede for at få bakset ham ud, fortæller Jeanette Løv Rasmussen, kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi.
Læs også
Da kvinden skubber manden ud, taber han sin ene kondisko. Hun ringer derefter til politiet og giver et signalement af manden.
Kort tid efter får politiet endnu et opkald. Lige i nærheden af, hvor kvinden bor på Niels Ebbesens Gade, skaber en ung mand uro på gaden.
- Her møder betjentene en 23-årig mand, som passer til signalementet. Og han mangler sin ene gummisko, som de finder ud af passer til den, der er tabt hos den 58-årig kvinde, siger Jeanette Løv Rasmussen.
Læs også
Sådan endte det hele lykkeligt for alle - undtagen indbrudstyven. På grund af en fortid med lignende kriminel karakter skal han for retten i Randers allerede i dag.
Hos Østjyllands Politi kan man godt forstå kvindens reaktion, da hun møder manden i sit hjem.
- Det er en helt naturlig reaktion, når der er en fremmed mand i sit hjem, siger Jeanette Løv Rasmussen.
Men hun opfordrer til, at man skal holde sig væk, hvis det kan blive farligt.
- I det omfang man kan, så skal man holde sig på afstand af en farlig reaktion og ringe 1-1-2.