I Randers og omegn florerer lige nu en meget alvorlig kattesygdom. Såkaldt katteaids er uhelbredelig, og med tiden dør den ramte kat.
Nu er Balder mindre social end tidligere, spiser mindre og er deprimeret, fordi han skal blive indenfor.
En af de katte, som har fået konstateret sygdommen, er 10-årige Balder fra Harridslev, hvis ejer er ulykkelig.
- Vi ved, at vi nu har Balder på lånt tid. Det er så trist. Jeg er utrolig glad for min kat, siger Lene Bundgaard Lind til TV2 ØSTJYLLAND.
Katteaids
Smitter gennem bid
Ejeren fik mistanke om, at noget var helt galt, da katten pludselig fik det meget dårligt. Den lå bare, drak og spiste intet og virkede nærmest dødssyg.
Lene Bundgaard Lind tog katten til dyrlæge, hvor den efter adskillige undersøgelser, blodprøver og scanningerne fik den hårde dom.
- Nu er Balder mindre social end tidligere, spiser mindre og er deprimeret, fordi han skal blive indenfor, fortæller ejeren.
Katteaids smitter primært gennem bid, og Lenes kat har formentlig fået sygdommen i et slagsmål med en anden kat.
Der er ingen beviser for, at katteaids overføres ved parring.
Advarer andre på Facebook
Nu advarer hun i den lokale Facebook-gruppe andre katteejere.
- Jeg har skrevet opslaget for at gøre opmærksom på, at sygdommen er i udbrud lige nu. Hvis man er glad for sin kat, så skal man passe på og måske holde den inde, siger Lene Bundgaard Lind og fortsætter:
- En kastreret kat kommer normalt ikke op at slås, så det er da irriterende, at Balder alligevel er blevet smittet.
Ser flere smittede end normalt
Lene Bundgaard Linds dyrlæge, Lone Plum fra Randers Dyrehospital, fortæller, at hun ser flere katte end normalt, der er smittet med sygdommen.
Hvis deres kat får konstateret katteaids, skal de holde den inde for at undgå smittespredning.
Og der kan være mange flere smittede end dem, hun ser.
- Det er langt fra alle, vi tester, og katte kan leve med sygdommen længe. Det er først, når de bliver rigtige syge, at vi tester, siger Lone Plum til TV2 ØSTJYLLAND.
Skal holdes indenfor
Ifølge hende burde katteejere få testet deres kat en gang om året for at sikre sig imod sygdommen.
- Og hvis deres kat får konstateret katteaids, skal de holde den inde for at undgå smittespredning, siger dyrlægen.
Den beslutning har Lene Bundgaard Lind også taget med sin kat.
Så selvom den er deprimeret over ikke at kunne komme ud, så holder hun den inde.
Klar til at aflive katten
- Andet kan man ikke være bekendt. Det er vigtigt at få budskabet ud, så sygdommen ikke spreder sig mere, siger hun.
Lene Bundgaard Lind har også overvejet, om det vil være bedre at aflive Balder, men i øjeblikket har han det nogenlunde.
- Vi tager en dag ad gangen, men trives han ikke eller bliver meget syg igen, så skal han ikke lide, og så vil vi selvfølgelig lade ham aflive.