Udskiftningsbænke skal forlænges
Udskiftningsbænkene på Silkeborg og Randers Stadion skal fremover kunne rumme syv spillere.
Fodboldklubberne Silkeborg IF og Randers FC skal muligvis have forlænget deres udskiftningsbænke.
Dansk Boldspil-Union (DBU) har netop besluttet, at klubberne i SAS Ligaen fremover må have syv spillere på bænken mod tidligere fire. De tre ekstra pladser skal dog være besat af spillere, der ved det seneste årsskifte højst var 21 år gamle.
Ifølge DBU er reglerne blevet ændret i et forsøg på at anspore klubberne til at give flere unge talenter chancen på førsteholdet. På den måde har de bedre mulighed for at udvikle sig, end det er tilfældet i dag.
Silkeborg IF og Randers FC indleder den kommende sæson onsdag d. 19. juli. Her møder de henholdsvis Esbjerg og FC Nordsjælland.