Tyv taget på fersk gerning

Brød ind i lejlighed, mens beboer var hjemme

Foto: Colourbox

Østjyllands Politi har søndag anholdt en 21-årig mand, som mistænkes for indbrud.

En kvindelig beboer i en lejlighed på Vestergrave i Randers ringede søndag eftermiddag omkring klokken 16.00 til politiet, da en indbrudstyv havde brudt ind i hendes lejlighed.

- Hun siger, at der er en mand i hendes lejlighed. Hun løber derfor ned af bagtrappen for at vente på politiet, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi.

Da politipatruljen var fremme på stedet, gik betjente sammen med kvinden op i lejligheden.

- Der møder de manden, som bærer på kasser og poser med ting fra lejligheden. Han siger, at han bare skulle hente nogle ting, siger Marianne Morgen.

Den 21-årige blev anholdt.