Tricktyv snød ekspedient for større beløb
Ukendt gerningsmand stak af med Oddset-kuponer
En mand på omkring 25 år udgav sig for at være kunde på en tankstation på Hobrovej i det nordvestlige Randers.
Her ville han købe Oddset for et større beløb, men da ekspedienten havde udleveret kuponerne, stjal manden dem og løb ud af butikken.
Han kørte fra stedet i en personbil af mærket Nissan.
- Det er en kendt fremgangsmåde, hvor man lader som om, man er i gang med at købe noget, men så snyder man ekspedienten, siger politikommissær Vagn Martinussen til tv2oj.dk.
Tricktyveriet fandt sted onsdag aften klokken 19.40.
Gerningsmanden beskrives som:
Mand på cirka 25 år, han er mellemøstlig af udseende og har skæg. Onsdag aften var han iført mørk strikhue og mørkt tøj.
Hvis du har oplysninger i sagen, hører politiet gerne fra dig på telefon 114.