Todd: Alt kan ske i lokalopgør
Meget mere end tre point på spil mod Hobro
Bookmakerne har på forhånd udråbt Randers FC som storfavoritter, når kronjyderne søndag møder Hobro i et lokalopgør.
Randers ligger på andenpladsen i Superligaen, mens oprykkerne fra Hobro efter en fremragende sæsonstart på det seneste har fået sværere ved at skrabe point sammen.
Nordjyderne har således blot vundet én kamp i løbet af de seneste ni spillerunder.
Formkurven kan dog ikke bruges til meget i et derby, mener Randers-træner Colin Todd.
- Ingen vil ud af en kamp mod de lokale rivaler med en dårlig præstation. Vi tager derhen med en tro på, vi kan vinde. Hobros form er lidt dalende, men alt kan ske, og det jævner sig ud i et derby. Vi er klar på at skulle møde et meget motiveret Hobro-hold, siger Randers FC-cheftræneren til klubbens hjemmeside.
- De startede sæsonen godt, og vi har respekt for dem. Men det er et derby, og der er meget mere på spil end de tre point, fortsætter han.
Kampen mellem Hobro og Randers spilles søndag kl. 14. på DS Arena i Hobro.
Hjemmeholdet har revanche til gode, efter at kronjyderne vandt sæsonens første indbyrdes opgør med 2-1.