Thygesen finder ny klub
Fortsætter karrieren i Roskilde, efter at kontrakten med Randers FC er blevet ophævet
Det tog ikke mange timer for fodboldspilleren Mikkel Thygesen at finde en ny klub, efter at han fik sin kontrakt med Randers FC ophævet.
Den 30-årige midtbanespiller forlader Randers FC efter få måneder og skal i stedet spille for 1. divisionsklubben FC Roskilde i de kommende tre år.
- Da FC Roskilde meldte deres interesse, så tog det ikke mere end et enkelt lille møde på en time, før vi var enige om, at det var her, jeg skulle fortsætte min karriere. Jeg er et sted i min karriere, hvor jeg føler, FC Roskilde og mine ambitioner går godt i spænd, siger Mikkel Thygesen ifølge FC Roskildes hjemmeside om skiftet.
Se: Tager afsked med Randers FC
Mikkel Thygesen blev præsenteret i Randers FC i juni. Han nåede kun at få fire kampe i Randers-trøjen, hvoraf de tre var som indskifter.
I de seneste superligakampe er han slet ikke blevet udtaget til den trup, cheftræner Colin Todd tog med til opgørene.