Taget med stoffer i blodet

Var ikke i stand til at få taget udåndingsprøve

Foto: Google Maps

En 21-årig randrusianer bliver sigtet for at køre bil under påvirkning af euforiserende stoffer.

Den unge bilist kørte natten til mandag på Nyvangsvej i det nordvestlige Randers, da en patruljevogn stoppede ham i en rutinestandsning. Betjentene lagde straks mærke til, at noget var i gære.

- De kunne med det samme lugte hash, da de kom hen til bilen. Føreren var så påvirket, at han ikke var i stand til at gennemføre en udåndingsprøve, fortæller politiassistent ved Østjyllands Politi Marianne Morgen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Efterfølgende fik bilisten taget en blodprøve, der også viste, at der var narko i blodet.