Sygehus set gennem linsen
Patienter dokumenterer deres oplevelser
Man siger, at et billede kan fortælle mere end tusind ord. Det mantra har akutafdelingen på Regionshospitalet i Randers taget til sig.
For at finde ud af, hvordan patienterne oplever at være indlagt på afdelingen, får de nu mulighed for at blive udstyret med et kamera for, at kunne vise opholdet fra deres synsvinkel.
- Vi vil gerne vide, hvad vi kan gøre bedre for patienterne, og vi vil gerne vide det uden at skulle vente mange måneder på, at en stor undersøgelse bliver bearbejdet, fortæller udviklingssygeplejerske i Akutafdelingen, Tina Messerschmidt, i en pressemeddelelse.
En af de patienter, som har været med til at fange billeder af sine oplevelser, er Inge Lis Lindhard fra Hadsten.
- Det vigtigste for mig, da jeg kom på hospitalet med en blodprop i lungen, var, at det hele gik hurtigt. Personalet var virkelig aktivt og effektivt - det gik tjep, tjep hele vejen.
De mange billeder bliver sat sammen og samlet i en fotodagbog, som personalet kan bruge til at få en bedre forståelse af patienternes oplevelser.
Fotodagbøgerne bliver efterfølgende suppleret med spørgeskemaer, hvor patienterne kan give ris og ros.
Indtil videre har det blandt andet vist sig, at patienterne vægter kortere ventetid, kaffe, moderne legetøj og bedre internetadgang under deres indlæggelse.