Supertanker i Randers speeder op - sidste år må ikke gentage sig
Besøgstallet i Randers Regnskov ser indtil videre nydeligt ud for 2019 - det skulle det også gerne.
Den solrige og rekordvarme sommer, vi oplevede sidste år, var en kold spand vand i hovedet på Randers Regnskov.
For kun tredje gang i regnskovens 24-årige historie måtte ledelsen gå ud og melde om et underskud.
Læs også
3,6 millioner manglede for at sikre sorte tal på bundlinjen.
Foran på point
Mens mange andre nok godt kunne ønske sig lidt mere sol og varme i den sommer, vi netop nu er i gang med, er der lutter glade ansigter i Randers Regnskov.
Læs også
Det typiske danske sommervejr betyder nemlig, at regnskoven er 20.000 gæster foran sammenlignet med samme tid sidste sæson.
- Det er selv set over en femårig periode rigtig positivt. Sidste år var et frygteligt år, men det er en glad regnskovsdirektør, du ser på lige nu, siger direktør for Randers Regnskov, Henrik Herold, da TV2 ØSTJYLLAND søndag er på besøg.
Vil fremtidssikre regnskov
Direktøren forventer, at mellem 250.000-270.000 gæster vil besøge regnskoven i Randers i 2019.
- Hvis vi lander deromkring, er der pæne sorte tal, og så er der også penge til at lave nye oplevelser, siger han.
Læs også
Randers Regnskov har ifølge direktøren allerede sikret sig, at en meget varm og solrig sommer ikke kan komme til at påvirke økonomien på samme måde som i 2018.
- Når man driver en virksomhed som Randers Regnskov, svarer det til, at man sætter en supertanker i gang. Der er forskellige håndtag, man kan dreje på, og vi kommer ikke til at stå i en situation som sidste år igen, det har vi allerede taget hånd om.
Klimaforandringer er over os
Der vil formentlig komme mange meget varme og solrige somre i fremtiden, og en del af den økonomiske fremtidssikring, direktøren nævner, skal blandt andet ske i form af et nyt udendørsområde.
- Vi forsøger hele tiden at være i samklang med den tid, vi lever i. Vi starter et nyt projekt i efteråret, hvor vi i samarbejde med Randers Kommune og Museum Østjylland laver en helt ny udendørs attraktion og et helt nyt samarbejde, siger Henrik Herold til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Om vi vil det eller ej, er klimaforandringerne over os, og det er vores måde at modgå meget varme tider.
Tidsmaskinen
Helt konkret er der tale om en udendørs attraktion kaldet 'Tidsmaskinen', som blandt andet skal gøre det muligt for gæsterne at gå på oplevelse i landskaber og scenarier fra fortidens Danmark.
'Tidsmaskinen' kommer til at bestå af fem landskabssektioner, der hver især tager fat i en bestemt periode i dansk naturhistorie: Urtiden, istiden, skovtiden, historisk tid og fremtiden.
Læs også
Den nye attraktion betyder, at det område, der i dag kaldes Danmarksparken, i stort omfang må lade livet.
Det forventes, at 'Tidsmaskinen' er klar til brug i 2021.